‘Verden‘ er et fremmedord

19 feb

I de honnette halvfemsere var en af mine yndlingsbeskæftigelser, at slå både de ord, jeg kendte (for at tjekke om jeg havde helt styr på dem), og de ord, jeg ikke kendte, op i en ordbog. Jeg fandt hurtigt ud af, at jo flere ord jeg kunne, desto flere emner og detaljer – helheder og delheder – kunne jeg forstå.

Det har altid været mig en naturlig inklination, at forstå så meget som muligt af verden, så jeg kunne tale med og forstå andre mennesker så godt som muligt. Jeg havde tidligt en fornemmelse af, hvor nært knyttet sprog og verden er, og hvor vigtig den ligeværdige og respektfuldt lyttende og hjælpende samtale er. Det vigtigste er ikke at høre mig selv, fortælle om mig selv, men hvordan jeg kan hjælpe det andet menneske , jeg taler med, frem til lige præcis det, det vil sige. Den proces, der ligger i den forståelse både min samtalepartner og jeg selv får via samtalen, er den mest livgivende og interessante.

Det bedste der kan ske, er, når man oplever den tilstand, at man samstemmende med samtalepartneren opnår en højere forståelse af det fælles behandlede emne, som kun kan ske, fordi man er indgået på de beskrevne vilkår, der gør, at man har mulighed for at forstå samtalepartnerens sprog og dermed samtalepartnerens verden. Man har nu givet den anden mere sprog og verden, og medgevinsten er, at man selv har fået ditto.

I halvfemserne var man usej, en nørd, når man gjorde noget lignende det, jeg indledende beskrev. I nullerne var og i dag er man ikke en nørd, når man gør noget lignende, fordi det at være nørd nu er noget “sejt”.  Det er i hvert fald ikke ringeagtet, og det er fint, selvom jeg ikke forstår, at ting enten betragtes som det ene eller det andet.

Altid opfatter vi primitivistisk verden i ekstremer, som er afstedkommet af vores dikotomiske grammatik: deraf formes alt i vores tænkning. Vi sætter ord på det, vi tænker, og med de ord, der er sat, tænker vi . Ord og tanker er af én og samme oprindelse, men jeg efterlyser middellejet og flere nuancer i sproget, samt ord den enkelte selv opfinder, som ofte er mere dækkende for dennes tanker, og som denne deler med andre mennesker, så vores sprog og tanker kan udvikle sig langt mere.

Det trænger vi til, men det lader ikke til, at flertallet er af den opfattelse. I “min tid” har jeg overværet og overværer “sprogets afstumpning” . Hvorfor er det “afstumpning”, når sproget indskrænkes (for det præciseres i hvert fald ikke)? Jo, det er det, fordi: hver gang vi mister et ord, mister vi en følelse el. en tanke; hver gang vi mister en følelse el. en tanke, mister vi et ord.

Jeg siger ikke, at alle skal gøre, som jeg har gjort og gør, men jeg siger, at vi mangler en større sproglig opmærksomhed, og en forståelse af hvor vigtige, de ord, vi bruger, er for os – alle. De er vores “verden” så at sige. Vi er slet ikke klar over, hvilken kraft ord egentlig har, hvilken kraft tanken har – og hvor disse tankeord egentlig kommer fra: de kommer dybest inde fra vores sjæl, det uudgrundelige og knudrede, der af alt der findes, allermest gør os til mennesker med et åndsliv – langt væk fra og hævet over al kvantitativ udvikling og materialitet.

Jeg siger slet ikke, at livet er pure retorik baseret på ordkløveriske sofismer. Jeg siger, at livet er mere detaljeopmærksomhed og spontant udtryk, end den måde vi lever på i vores samfund – den måde vores samfund er indrettet på, og den måde hvorpå vi indretter os efter det. For samfundet styrer – selvom de færreste vil være ved det – os helt og holdent: de ting vi skaber i det, og den måde hvorpå vi omtaler de ting – de ord hvormed vi omtaler de ting – bliver vores tanker.

Så jo mere instrumentelt og materielt domineret (kvantitativt) sprog, vi bruger om vores verden, desto mere instrumentel og materiel bliver vores tankeverden – og selv– og hinandenopfattelse: vores verden. Det er logisk, men de færreste tænker over, hvor stor betydning det har for vores liv. De fleste når kun til første trin: at vores ord former vores verden, og vores verden former vores ord, men tænker ikke videre – tænker ikke på, hvilke konsekvenser det har. I vores tid er de konsekvenser blevet så store, at de ikke længere kan ignoreres.

I juni måned bedømte jeg som gymnasielærer i filosofi, dansk og oldtidskundskab mange eksaminander. Det var en fin oplevelse, men der var noget mine tanker gennemgående blev fastholdt ved: det var slet og ret eksaminandernes sprog. Det var slående, at selv dem der fik inflationskarakteren “12”, oftest havde hvad jeg vil kalde et decideret reality-vokabular.

Jeg er vitterligt ikke en mavesur pedant – jeg er meget fortolkningsåben – men når man sidder med og formidler klassiske litterære værker, kræver det altså, at man bruger værkernes begreber, fordi de rummer værkernes tanker og sammenflettet med handlingen gør, at man kan forstå værkets helhed og delheder, “værkets verden” simpelthen.

De klassiske værker og al anden lødig litteratur, som også findes i nutiden, giver en fremmederfaring af tankeord, som regulært er helt nedprioriteret i vores uddannelsessystem først og fremmest (den er nedprioriteret over alt i samfundet, selv på universiteterne). Hvad er så konsekvenserne af det? Jo, konsekvenserne heraf er en udviklingsforsnævring af vores unge mennesker. Selv til faget oldtidskundskab eller “Antik vestlig helhedskulturdannelse”/Paideia, som jeg kalder det, er der lavet omskrevne “pædagogiske udgaver” af originalværkerne til eleverne, så de ikke behøver anstrenge sig meget ud over deres egen begrebs– og forståelseshorisont: så eleverne faktisk er frataget muligheden for at lave den i dannelsestider så velkendte dialektiske erkendelsesoperation, som kort forklaret er: tese + antitese = syntese el. egen verden + anden verden = forbedret verden.

Uddybet skal dette forstås således: den enkelte har i sit møde med en anden verdensforståelse (antitese) en egen verdensforståelse (tese), der i større eller mindre omfang modsiges, eller i hvert fald udfordres af den mødte verdensforståelse (antitese), men som den enkelte (tese), hvis denne skal udvikle sig, må lave en tese– og anti-tese-forening af (syntese). Får den enkelte ikke mulighed herfor, erkender denne ikke noget nyt i en sådan grad, at denne decideret kan udvikle sig. “Det fremmede” er det vigtigste element i enhver menneskelig og samfundsmæssig henseende.

Får man ikke mulighed for, og kan eller vil man ikke integrere det fremmede, tilbageudvikler man sig  (som jeg kalder det). Så lukkes verden omkring den enkelte i en sådan grad, at der bliver tale om en vidensimplosion: et indadgående verdenskollaps. En videns– og verdensimplosion; en viden-om-verden-implosion, som også er en viden-om-sig-selv-implosion, der igen er en vidensimplosion for den enkeltes omverden.

Vores unge mennesker udtrykker i udbredt grad, at det er “usejt” at bruge “gamle og svære ord” og skrive “lange opdateringer” på de tese-sociale medier eksempelvis – “skrive lange ting” i det hele taget, hvad enten det drejer sig om private sager eller skolesager. Og det kan jeg godt forstå, for vi har selv lært dem det. Vi har lært dem, at de skal begrænse sig, til sig selv – udelukkende deres egne ord og deres egen verden – fordi vi er bange for, at “de ikke har det sjovt”.

Eller er det fordi, de ellers bliver “for fremmede” for os? Er vi virkelig bange for, at de udvikler sig? Er vi måske ikke mest bange for, at de ikke ligner os selv – udvikler sig væk fra os – så vi ikke kan spejle os selv i dem og gøre dem til os? Lider de af vores i dem overførte vidensortoreksi, der bunder i et hidtil uset trygheds– og genkendelighedsbehov? Og kan man virkelig undskylde det med, at vi har fået et komplekst samfund? Et komplekst samfund har vi vel kun, fordi vi ikke har styr på det, men er styret af det?

Fordi alt handler om at føje samfundets “specialisering” og “udvikling” i den anden eller tredje retning – uden at tænke på om det er sundt for os og et fremskridt – har vi glemt verden, vi har glemt den verden, som vi selv kan forme og sætte vores ord på, i stedet for at “verden” sætter os med sine ord. Dét halvdanner os til delkulturelle mennesker, der helst bruger et forsimplet vokabular om vores verden, fordi det er “nemmere” og “mere effektivt” – og det gør, at vi kan se mere forsimplet på os selv og hinanden, fordi det er “nemmere” og “mere effektivt”.

Men hvilken verden er nemmere og mere effektiv at leve i, end den verden, hvor vi selv bestemmer, hvad der skal være i verden, fordi vi selv vælger hvilke ord, vi vil bruge om den og følgelig forstår den, os selv og hinanden – er det for store behov? I den verden, vi er i nu, er vi fremmede for os selv og hinanden, fordi det vigtigste for os er, at integrere “det ufremmede” i os. “Verden” er et fremmedord.

No comments yet

Leave a Reply