Relationen mellem metafysikkens substansbegreb og ”det moralske subjekt”

25 jul

Diskussionen om moral er essentiel for N.’s kritik af subjektmetafysikken. Metafysikken er for N. altid moralsk, ”en moral”. Det moderne subjekt gælder som ”årsag” til ”en handling” – ”en virkning”. Problemet for N. er netop derfor ikke kun en subjektmetafysik, men også moralens sammenhæng hermed: det at subjektet i metafysikken er en substans, er det, der overhovedet muliggør en moral, i fht. hvilken subjektet kan skyldiggøres. Subjektmetafysikken legitimerer simpelthen den kristne moral. Men N. vil i sin subjekt-metafysikkritik afsløre det nytidslige subjektbegreb/det tænkende subjekt som fiktion, til fordel sit postmetafysiske, skabende subjekt, som ikke længere er baseret på moralske krav. Dette står i forlængelse af det moderne subjekt, eftersom det selv er værdisættende og meningsskabende, men den helt store og afgørende forskel er, at det ikke er baseret på, at skulle efterleve absolutte værdier, i fht. hvilke det kan skyldiggøres.

I metafysikken er fornuften idealet, og formålet er at erkende ”det sande værende”. Men sanserne forhindrer filosofferne heri – så følgelig blev sanserne historisk også umoralske. Alt legemligt forkastedes faktisk, som om det ingen virkelig værdi besad. Metafysikken gjorde virkeligheden bag realiteterne, ”det værende” eller ”Gud”, til den ene pol i dualismen mellem sandhed og skinvirkelighed, ”det gode” og ”det onde” – menneskehedens højeste begreber moraliseredes. Sanseerkendelsen blev det onde, og man kunne nu ikke længere stole på denne erkendelsesform. Fornuften blev den instans, hvormed vi tolker substans, enhed og evighed ind i alt, hvad vi sanseerkender. Fornuften er den sande erkendelse, idet den har del i den højere sandheds natur. Men problemet opstår, når sanseerkendelsen tilsidesættes, for så vidt denne erkendelsesform efter N.’s mening er den eneste sande. Sanserne fortæller os om virkelighedens beskaffenhed, modsat fornuften, idet erkendelsen af den sande væren, som nævnt, er erkendelsen af ingenting.

Et andet problem filosofferne har skabt, er, som ellers blot opridset, årsagsproblemet. Resultatet af, at mennesket har placeret de af fornuften udtænkte højeste begreber forrest i årsagskæden, er selvbedrag. I grunden er det et bedrag at sætte e.g. Gud som prima causa, da begrebet ”Gud” er et tomt metafysisk begreb, der ville betyde at intet var årsag til alt – og af intet kommer jo som bekendt, intet. De højeste begreber er et resultat af fornuftens eskapisme. Fornuften ønsker at udtænke sig en skjult orden bag denne verdens foranderlighed, kaos, og Gudsbegrebet er opnået via fornuftens forestillingsevne – er som sådan udkommet af en forestillingsproces. Gudsbegrebet er ergo det sidste led i en tankeproces, en på fornuftens foranledning fremtænkt begrebsstørrelse, som filosofferne sætter forrest i årsagskæden. Resultatet er, at et påfundet begreb pludselig bliver årsag til alle tildragelser i den virkelige verden. Fornuften fordrer selvfølgelig, at det højest tænkelige begreb ikke er skabt eller tilblevet, således at sandheden i sig bærer sin egen grund, er causa sui. Forvekslingen af årsag og virkning er en af menneskehedens største fejltagelser – og grunden hertil er, som anført, fornuften:

”der Vernunft, zum Bewusstsein bringen. Das sieht überall Thäter und Thun: das glaubt an Willen als Ursache überhaupt; das glaubt an’s “Ich”, an’s Ich als sein, an’s Ich als Substanz und projicirt den Glauben an die Ich-Substanz auf alle Dinge – es schafft erst damit den Begriff ”Ding”…Das Sein wird überall als Ursache hineingedacht, untergeschoben; aus der Conception ”Ich” folgt erst, als abgeleitet, der Begriff ”Sein”…Am Anfang steht das grosse Verhängniss von Irrthum, dass der Wille etwas ist, das wirkt, – das Wille ein Vermögen ist…”

Fornuften har skabt hele systemer på baggrund af denne forveksling. Enhver moral og religion består af netop denne fejlantagelse. Al moral og religion er af natur formuleret som imperativer og betingelser, og der er altid visse forskrifter/bud forbundet med opnåelsen af lykken. Et religiøst menneske, der lever lykkeligt, betyder, at dets lykke er en følge af dets dyd, men ifølge N.’s omvurdering af denne værdi, er det modsatte tilfældet: dyden er en følge af lykken. Som synderen i denne fejltagelse, har fornuften sat dyden før lykken, hvilket er en fordrejning af den oprindelige forståelse. Heri ligger også den opfattelse, at den lykkelige var den eksistentielt vellykkede eller gode, og den ulykkelige den eksistentielt mislykkede eller slette. Lykke og dyd er egenskaber, N. associerer med den oprindeligt fornemme, der var stærk nok til at skabe værdier ud af sit eget liv. Denne så sig selv som god i fht. den slette, og tænkte dermed sine handlinger som dyder. At have magtviljen, er at være lykkelig – og dyden følger heraf som en naturlig ting. Den svage eller slette har ”opfundet” den stærke som ond og kreeret dyder og begreber såsom ”den fri vilje”, der kan stille denne til regnskab for hans magtudfoldelse. Årsagen til denne omvurdering af de oprindelige værdier, er begrebet om fornuften. Fornuften blev den højeste menneskelige egenskab og den højeste værdi – og dermed fornægtede man den naturlige sanseerkendelse af virkeligheden. Men når man fornægtede det naturlige, så dyrkede man det unaturlige, og derfor blev menneskets værdier unaturlige. Værdien var ikke længere livet, men efter-livet.

Endnu en stor fejltagelse, er ”fejltagelsen om den falske kausalitet”: mennesket har altid troet på en årsag og troet, at det kendte årsagerne. Det har altid set sig selv som ”virkende”, og følgelig har fornuften udtænkt sig årsager i bevidstheden – årsager som den kalder ”motiver”. Disse motiver er af en fri karakter, hvilket vil sige, at bevidstheden er fri til at handle, ansvarlig for sine handlinger, og endelig er sædet for disse motiver ”jeg’et”, som i moralsk sammenhæng kan skyldiggøres i fht. motiverne. At bevidstheden er fri vil sige, at den besidder en vilje som er fri. Viljen og dennes motiver er således årsagen til menneskets handlinger. Fornuften har hermed udtænkt kausaliteten, og resultatet er idéen om, at samfulde menneskelige handlinger skyldes en årsag i bevidstheden eller subjektet, og handlingen er empirien. Men den fri vilje er så netop udtænkt på grundlag af og sat efter handling, for at kunne forklare handlingen vha. motiver. Man opfandt således en årsag, eftersom man stod med en handling, der i sig selv var uforståelig, og satte så den opfundne årsag før handlingen, som forklaringen på handlingen; man satte det sidste først. Fornuften havde nok engang løst det meningsløse. Karakteren af disse af fornuften konciperede årsager var åndelige, ”jeg’et”, ”viljen” og ”motiverne” – og udfaldet blev fornægtelsen af naturen og empirien som forklaring:

”Man zweifelte insgleichen nicht daran, dass alle antecedentia einer Handlung, ihre Ursachen, im Bewusstsein zu suchen seien und darin sich wiederfänden, wenn man sie suche – als ”Motive”: man wäre ja sonst zu ihr nicht frei, für sie nicht verantwortlich gewesen. Endlich, wer hätte bestritten, dass ein Gedanke verursacht wird? dass das Ich den Gedanken verursacht?…Von diesen drei ”inneren Thatsachen”, mit denen sich die Ursächlichkeit zu verbürgen schien, ist die erste und überzeugendste die vom Willen als Ursache; die Conception eines Bewusstseins (”Geistes”) als Ursache und später noch die des Ich (des ”Subjekts”) als Ursache sind bloss nachgeboren, nachdem vom Willen die Ursächlichkeit als gegeben feststand, als Empirie…”

Mennesket udtænkte på baggrund af sig selv en indre, åndelig virkelighed, hvor fornuften var dets højeste, guddommelige egenskab – dets gudbilledlighed. Det tænkte sig selv som værende qua dets lighed med den højeste form for væren. ”Væren” var et prædikat mennesket tillagde sig selv og derudaf tænkte det væren ind i alt andet. Substansbegrebet fik værens indhold fra Gudsbegrebet, som fornuften havde opfundet. Bedraget består i, at det opfundne begreb om det åndelige, og dermed ”uvirkelige værende”, nu er gjort til det kriterium, hvormed man værdisætter det virkelige. Hvorfor har mennesket så alligevel brugt den falske kausalitet til at forklare tilsyneladende uforklarlige tildragelser, når bedraget er så åbenlyst? Svaret er af psykologisk karakter: mennesket har alle dage været angst for det, det ikke forstår. Hvis noget ubekendt kan føres tilbage noget bekendt og forståeligt, giver det sindsro. Når noget er ubegribeligt, er en hvilken som helst forklaring bedre end ingen forklaring. Magtesløsheden over for det ukendte er skræmmende, og følgelig må mennesket berolige sig selv, og finde på det næstbedste efter realiteterne, nemlig den opdigtede virkelighed. At kende en årsag til et uforklarligt fænomen, er betryggende, men ikke specielt forklarende: ”Etwas Unbekanntes auf etwas Bekanntes zurückführen, erleichtert beruhigt, befriedigt, giebt ausserdem ein Gefühl von Macht. Mit dem Unbekannten ist die Gefahr, die Unruhe, die Sorge gegeben, – der erste Instinkt geht dahin, diese peinlichen Zustände wegzuschaffen.” Den opdigtede årsag er god, fordi den beroliger, og man kan lade problemet ligge. Således får denne årsagsforklaring tid til at vokse sig ind i menneskets bevidsthed, indtil fornuften bruger forklaringen som sandhed til at udelukke andre årsagsforklaringer.

Opfindelsen af årsagerne som forklaringer på det ikke umiddelbart forklarlige, er samtidig opfindelsen af imaginære årsager. Forklaringen af disse ikke-eksisterende årsagers natur hører til under moralens, metafysikkens og religionens område. Især psykologiske problemer kræver en forklaring af religiøs karakter: en almindelig utilfredshed med sig selv kan forklares med onde ånder, der generer, fordi mennesket er en synder: det må straffes og gøre bod, for at slippe for ubehaget. Hvis man derimod har det godt med sig selv, skyldes det nok Gudstillid og udførelsen af gode gerninger. Moral og religion er en interpretation af naturlige lyst-ulystfølelser, og disse følelser udstyres med en opdigtet årsag – og bliver derefter sat foran virkningen.

Den fri vilje er også et eks. på opfindelsen af en imaginær årsag, men her er grunden dog mere udspekuleret end blot frygten for det ubekendte. Det forholder sig ifølge N. således, at begrebet om den fri vilje er præstens opfindelse. Præstens begrundelse for at opfinde den fri vilje er, at han ønsker at gøre den svage afhængig af ham selv. Her er tale om, hvad N. betegner som ansvarliggørelses-psykologi. Præsten vil dømme og straffe, og fjerner dermed menneskets naturlige uskyldighed, og viljen skal være fri for at man kan dømme og straffe ved at tillægge motiver. Præsten udfører Guds vilje, når han straffer synderen for at sætte sig op mod Gud og ham selv. Kristendommens hensigt er, at kunne fordømme dem der træder uden for ”dydens smalle sti”, dvs. dem der er ”onde” og følger deres natur og dermed vil magten:

”Man hat das Werden seiner Unschuld entkleidet, wenn irgend ein So-und-so-Sein auf Wille, auf Absichten, auf Akte der Verantwortlichkeit zurückgeführt wird: die Lehre vom Willen ist wesentlich erfunden zum Zweck der Strafe, das heisst des Schuldig-finden-wollens. Die ganze alte Psychologie, die Willens-Psychologie hat ihre Voraussetzung darin, dass deren Urheber, die Priester an der Spitze alter Gemeinwesen, sich ein Recht schaffen wollten, Strafen zu verhängen – oder Gott dazu ein Recht schaffen wollten…Die Menschen wurden ”frei” gedacht, um gerichtet, um gestraft werden zu können, – um schuldig werden zu können: folglich musste jede Handlung als gewollt, der Ursprung jeder Handlung im Bewusstsein liegend gedacht werden.”

Kristendommen var et middel, som præsten brugte til at føre sin kamp mod naturen og livet. Præsten var Guds og sandhedens repræsentant på jorden, og han påførte mennesket skyldfølelse og straf for at uundværliggøre sig selv og derved herske ubegrænset i samfundet og på jorden. Med afsløringen af disse ”moralens og metafysikkens fejltagelser” kan man slutte, at mennesket ikke skylder præsten, (sandhedens rige) eller (Gud) nogen tak for dets eksistens og egenskaber. Mennesket har intet højere formål, og det eneste ansvarlige ville være at forkaste alle værdier og metafysiske begreber som løgn og bedrag. Sandheden findes ikke uden for mennesket, men netop i det at være menneske og leve som et sådant.

Præstens forhold til sandheden er præget af uærlighed, og dette kalder N. ”tro”. Troen er uærlighed, og den er grundlaget for at lave en moral, der inkluderer den gode samvittighed. Den kristne sandhedsopfattelse er karakteriseret ved uærlighed, og alle de dyder der er kommet ud af kristendommen, er dermed falske og livsbenejende. Ifølge N. er det eneste sandhedskriterium: alt hvad præsten siger, er falskt! Alt hvad der i virkeligheden er sandt, kalder præsten falskt, og alt hvad der er falskt, kalder han sandt. Præsten prædiker de kristne værdier, som er nihilistiske værdier, han prædiker værdier, som er anti-natur, der kritiserer naturen og livet. Han er ergo den, der har gjort verden til en unatur og opfundet en anden ”metafysisk” verden, hvor sandheden er. I historiens løb har filosofferne fremført kritikker af denne tro på en hinsidig verden. Særligt Kant. Kant kritiserede troen på Gud som et udtryk for fornuftens regulerende funktion, men plæderede samtidig for ”en ny sandhedens verden” hinsides vores erkendelse. Men dette ser N. ikke som et fremskridt. Det er tværtom endnu værre, da man kunne have forventet, at menneskeheden endelig havde opdaget kristendommens falskhed. Alligevel antager den endnu en metafysisk sandheds verden. Kant vil med sin moralteori redde det moralske subjekt. I vores empiriske virkelighed ser vi ofte, at det pligtro menneske, der overholder moralloven, ikke tilsmiles af lykken. Så hvis det stadig skal kunne betale sig at handle moralsk, er den praktiske fornuft nødt til at postulere en ny metafysisk verden og dermed eksistensen af Gud, en moralsk intelligens, der samtidig er overhoved i pligtlovens rige, og som er årsag til denne metafysiske verden, hvor lykke afvejes efter dyden.

Det for N. særligt problematiske i fht. Kants moralteori, er ”det kategoriske imperativ”, der opstiller en universel regel for, hvordan man bør handle. Dette ser han som et udtryk for at gøre værdierne eller moralen almen(e) og universel(le), hvilket strider mod hans idé om, at kun den enkelte kan give sit eget liv værdi og mening, eftersom livet udfolder sig i en værdisættende og meningsskabende perspektivering hos den enkelte. Det enkelte menneske giver selv værdi og mening til livet ud fra det perspektiv, som det oplever livet med. Alle tanker om at dyd og moral skulle være upersonlig, en pligt og almengyldig, afviser N. som et unaturligt instinkt. Dyd og moral er opstået på baggrund af de svages og præsternes ressentiment-følelse over for naturen og de velfungerende, stærke individer. Sidenhen har filosofien haft et skinopgør. Med kristendommen så det så ud som om, at den kristne moral og tro var et bedrag, men filosofien gav blot bedraget en ny skikkelse – værdierne var stadig de gamle, unaturlige, som var funderet i en hinsidig løgn. N. ser da også i filosoffen en videreførelse af præstetypen, hvis eneste mål er magt, under dække af at ville forbedre og frelse menneskeheden.

No comments yet

Leave a Reply