Meningen med livet er mening og lykke opstår i forbindelse med oplevelsen af mening

19 jun

Man har størst potentiale for det gode liv, hvis man forstår og lever efter, at lykke ikke er planlæggelig el. kvantitativt nåbar; meningen med livet er mening, der – som noget kvalitativt momentant og i forskellige, skiftende former indtræffende – giver os en intens følelse af lykke.

“Hvad er meningen med livet?” Dette er filosofiens og livets velkendte grundspørgsmål. Lykke er en følelse. Og man opfyldes af lykke, hvis man oplever mening. Vi mennesker har altid ønsket os og søgt dette på forskellige måder op gennem tiden. Men jeg vurderer, at menings- og lykkesukket i vores samfund aldrig har været større og mere rungende, end det er netop i dag. Det er der én helt bestemt årsag til. For at forstå det, må vi ind og se på vores fokus: hvordan forsøger vi at opnå denne meningslykke?

Hvis man spørger mig, hvad meningen med livet og hvad lykke er, begår jeg – både som filosof og menneske – et grundlæggende fejltrin, hvis jeg svarer på spørgsmålet. Derfor lader jeg være. Men for at kunne vise eller forklare dette, vil jeg (stadig uden at svare på spørgsmålet) indledningsvis sige: Meningen med livet er dét, der giver mening. Hvorfor? Fordi spørgsmålet faktisk kun kan besvares ved, at man glemmer det. Så når spørgsmålet “Hvad er meningen med livet?” er glemt, er det fordi svaret er til stede. Dette skal forstås således, at mening er noget fra tid til anden vekslende, der ligesom fylder en i en kortere eller længere periode, i en sådan grad at man ikke længere tænker over, om den er der. Følgelig skrev jeg også, at det drejer sig om det, der “giver” mening. Det, der giver mening, er ikke noget, der kan siges eller spørges efter, hvis man ønsker mening. Mening er tilmed ikke-kvantitativ og ej heller noget mål man sætter sig, men noget situativt, som man ikke kan planlægge, dvs. noget der fylder en, “virker” i en, på en måde der gør, at man ikke behøver at spørge efter den, eller gør at man glemmer den – netop fordi den er i en på en fyldende måde, i det pågældende øjeblik eller i en måske længere helhed af sammenhængende øjeblikke og mellemøjeblikke, hvor man føler sig lykkelig.

Da mening er kvalitativ, er livets mening ergo “dét” og “dét” og “dét” etc., som vi ikke med sikkerhed kan sige, hvad er. Vi skal erfare meningen i os, erfare at blive fyldt af mening, men dette kan vi kun gøre lidt på afstand af oplevelsen, hvor vi følte os lykkelige. På samme måde kan man – med Heidegger – sige, at “meningen hænder” i os. Den er m.a.o. en “Ereignis” (på tysk)/en hændelse, som foregår i os og med os; meningen er ikke permanent som en fast substantiel “mening”, den sker i os – “meningen meninger” i os. Vi kan derfor heller ikke fastsætte en “fælles mening”. Der er ingen fælles mening med livet, og der gælder for den enkelte ikke nødvendigvis den samme mening hele livet. Vi udvikler os hver især konstant, hvorfor meningen for os mestendels er ukonstant. Mening er noget specifikt for den specifikke person, i den specifikke situation, hvilket akkurat er forklaringen på, at man ikke kan svare noget specifikt, når man bliver spurgt om livets mening eller selv spørger efter livets mening.

Jeg har fastslået, at man ikke “opnår” mening, hvis man spørger direkte efter den. Mening gives kun indirekte – den “opstår”. Af samme årsag må jeg naturligvis også verbalisere: “meninger”, for at understrege, at mening er foregående eller en aktivitet, frem for at substantivere: “mening”, som var den fastliggende. Mening er ikke en substans, men flerhedsligt vekslende over tid. Man kan tilmed gå videre og sige: eksistentiel mening er ikke teoretisk, eksistentiel mening er praktisk. Meningsløshed eller meningstomhed (som jeg foretrækker) skal forstås eksistentielt eller livsfilosofisk. Meningstomhed er en tilstand, som man ikke kan kvantificere eller materialisere sig ud af i mere end et kort øjeblik. Mening handler om kvalitet, hvorfor du ikke kan blive ved med at fylde objekter og produkter på eller i dig selv, hvis du vil ud af din fundamentale meningstomhed. Du er nødt til at forstå, at mening er kvalitativ, kortere- såvel som længerevarende – og overvejende skiftende. I sig selv er meningen hermed ikke én eller flere af de ting, der giver mening. Den er – som sagt – noget der hænder som vekslende mening i et praktisk livsforløb. Så, hvis vi nu står med nogen filosofi, der kan funderes på det grundlæggende livs- og filosofiske spørgsmål “Hvad er meningen med livet?”, er det en livspraktisk filosofi – en levefilosofi, som jeg kalder det. Vi stræber alle sammen efter eksistensen af mening og lykke, da mening og lykke er forbundet med det at leve, men denne meningslykke kunne – som vist – ikke formuleres på forhånd eller spørges efter. Her er vi ved livets, ifølge mig, altoverskyggende paradoksalitet: hvis vi lever, lever vi naturligvis rent fysisk og bevidsthedsmæssigt, og er en del af virkeligheden på den måde, men hvis vi forstår det virkelig at leve, som det samtidig at have mening og være lykkelige, men ikke har mening og er lykkelige i vores liv, opleves livet som uvirkeligt. Vi lever fysisk qua vores biologiske automatikker, som vi skal tilføre lidt mad og vand dagen igennem, og vores tanker og handlinger, men rent psykisk lever vi kun virkeligt, hvis vi oplever mening og føler os lykkelige. Og oplever vi meningslykke, vil vi til gengæld ydermere erfare, at vores fysiske liv bliver bedre. Det samme erfarer vi, men med modsatte fortegn, hvis vi ikke oplever mening og er ulykkelige. Hvis vi ikke oplever mening og er ulykkelige, dvs. oplever meningstomhed og kedsomhed, vil det omvendt bevirke, at vores fysiske liv forringes. Vi vil erfare psykosomatiske symptomer i og på vores fysiske organisme.

Temaet er det interessante, at spørgsmålet “Hvad er meningen med livet?”, er et spørgsmål, som det er muligt at finde svar på, endskønt svaret kun findes ved, at man ikke stiller spørgsmålet. Men hvorfor bliver vi egentlig ved med at spørge efter livets mening og hvorfor føler mange sig ulykkelige, når vi socialhistorisk set får det bedre og bedre? Måske skyldes det, at samfundets meningsudbud og lykkeidé er for lille og unuanceret, eller også er vores menings- og lykkeefterspørgsel simpelthen for stor og nuanceret. Jeg vil mene, at efterspørgslen rigtignok er for stor, men det er ikke det, der er problemet. Problemet er netop, som jeg har været inde på, vores fokus: at vi ikke bør spørge efter mening og definere lykkeidealer, eftersom vi i så fald ikke finder mening og bliver lykkelige. I forlængelse heraf, kan jeg nu endelig svare på det spørgsmål, som jeg stillede allerede i første linje, og som hele kronikken handler om: Meningen med livet er: mening. Hvordan det? Jo, for når vi oplever meningstomhed, beklager vi os og føler os ulykkelige, men når vi har mening, beklager vi os ikke – vi føler derimod LYKKE!. Hvordan vi kommer fra meningstomhed til mening, er dog kun muligt at beskrive på afstand af meningsoplevelsen. Dette beviser også, hvad jeg skrev ovenfor: vi kan ikke teoretisk tænke os frem til meningen med livet, vi kan ikke tænke os til at leve et liv med mening; meningen med livet erfares på baggrund af praktisk livsdeltagelse.

No comments yet

Leave a Reply