Filosofisk praksis’ relevans

Filosofisk praksis’ relevans for dit el. jeres gruppes liv og arbejde

I den danske såvel som i den europæiske uddannelses- og sundhedssektor, samt indenfor virksomheds- og organisationsudvikling, tales der i disse år i stigende grad om etik, værdiafklaring og værdibaseret ledelse – og fokus rettes mod emner af mere eksistentiel, etisk og filosofisk karakter.
Dette gælder indenfor perspektivet af livslang læring, hvor der spørges til den lærendes personlige værdiafklaring og “filosofiske selvforståelse”. Det gælder social- og sundhedsområdet, hvor evnen til at håndtere etiske og eksistentielle problematikker er afgørende, og det gælder området for virksomheds- og organisationsudvikling, hvor spørgsmålet om, hvordan man forholder sig til eksistentielle spørgsmål i arbejdslivet er højaktuelt. Ligeledes forholder det sig, med det moderne menneskes generelle stræben efter at finde fodfæste og mening i livet.

Et spørgsmål som folk altid har til filosofisk praksis, er: “Hvad er forskellen på filosofisk praksis og at gå til psykolog?”.

Hertil svarer jeg: “En filosofisk praktiker er i familie med psykologer og andre samtaleprofessioner, f.eks. terapeuter, socialrådgivere, sygeplejersker, sjælesørgere/præster, lærere, rådgivere, coaches etc. – kort sagt alle, der kommer i kontakt med mennesker med udfordringer, og som bruger samtalen som et redskab i mødet med og deres hjælp til disse mennesker – men denne er stadig langt fra identisk hermed, allerhøjest inspireret – og omvendt”.

I denne “familie” er der – som sagt – ligheder. Alle som arbejder i de nævnte professioner, må udvikle visse grundlæggende samtalefærdigheder. Fordi dette er et fælles anliggende, er det også et område, hvor forskellige professioner kan lære af hverandre. Men der er også klare forskelle ml. familiemedlemmerne. F.eks. har psykiatere en medicinsk uddannelse og udskriver recepter på psykofarmaka ved psykiske lidelser. I andre tilfælde er forskellene vanskeligere at beskrive. Det gælder f.eks. forskellen på filosofisk praksis og psykoterapi. Der findes flere hundrede psykoterapeutiske retninger, alle med deres særtræk. Dette gør en sammenligning på generelt niveau svær, for ikke at sige umulig. Derfor vil jeg ikke i detaljeret grad gå ind på dette spørgsmål. Jeg er mere optaget af, at forklare hvad filosofisk praksis er, end at sige, hvad der skiller denne praksis fra andre samtaleprofessioner:

Filosofiske praktikere og Den Praktiske Filosof behandler ikke psykiske lidelser og stiller ingen diagnoser. Vi stiller os til disposition for mennesker og grupper, som står foran udfordringer, befinder sig i kriser, el. som af andre årsager ønsker en samtale med os. Hensigten er, at disse samtaler virker klargørende, og at de sætter gang i erindringsprocesser. Og vi har et grundlæggende ideal om, at disse processer skal udspringe af enkeltpersoners og gruppers egne valg. Ofte er samtalerne kreative. Nye idéer, perspektiver, livs- el. arbejdsmuligheder udvikles og granskes. Indimellem er det hovedformålet med samtalerne.

Mange som arbejder med mennesker – psykologer, terapeuter, socialrådgivere, sygeplejersker, sjælesørgere/præster, lærere, rådgivere, coaches etc. – vil hævde, at de arbejder mere el. mindre på samme måde som en filosofisk praktiker, og – til en vis grad – med rette. Vi er trods alt medlemmer af samme familie. Diskussionen om, hvad der skiller filosofisk praksis fra andre discipliner, synes af og til – og noget søgt – at hvile på en underliggende præmis om, at hvis en anden disciplin gør noget, kan en filosofisk praktiker ikke gøre det samme, uden at true sin faglige integritet. Dette er jeg overhovedet ikke enig i. Der er intet problematisk i, at forskellige professioner overlapper hinanden. Samtidig vil enhver profession have sine specielle særtræk og områder, hvor dens medlemmer er særlig kompetente. Noget af det, som gør en filosofisk praktiker som mig speciel, hænger sammen med min filosofiske baggrund:

1) Som filosof besidder jeg et særegent overblik over den filosofiske tradition og de filosofiske diskussioner omkring valg, frihed, ansvar og det gode liv – diskussioner som er ultrarelevante også i vores nutidige hverdag. Dette er et overblik, som er er vanskeligt at tilegne sig, uden at gennemgå et systematisk filosofistudium.

2) Et andet træk som gør mig speciel, er min øvelse i at tænke og reflektere på en fri og fordomsløs måde. Det giver mig en kritisk og ufarvet distance til mange af de teorier, vi er vant til at få livet og arbejdslivet tolket ind i, noget som igen muliggør en frugtbar frigørelse fra disse teorier.

3) Et tredje træk er min idé om, at filosofi kan opstå gennem en fælles undring over livet og arbejdet. Jeg inviterer mine samtalepartnere til at være filosoffer sammen med mig, og – mest essentielt – i fht. til deres eget liv og arbejde.

Jeg kan altså, med min specielle baggrund, give de samtaler, jeg har med dig el. jer en særegen karakter: samtalerne er af en kvalitet, som ikke lader sig kopiere af andre. Hvis du el. I ikke er skriftligt, teoretisk-argumentatorisk, overbevist om filosofisk praksis’ effektivitet nu, kan jeg kun sige: prøv min el. en andens praksis – og oplev hvordan du el. I gennem en filosofisk vinklet mundtlig, pragmatisk og praksisrettet samtale, der foregår i en til dit liv el. arbejde el. jeres gruppe tilpasset tanke- og emnehøjde, kommer videre med og får løst for dig el. jer presserende spørgsmål, udfordringer, kriser og temaer.

Historisk blik over filosofisk praksis

Filosofisk praksis er noget nyt her i landet. Antallet af praksisser kan tælles på under en hånd. Men udviklingen af denne praktiske form for filosoferen via ligeværdig samtale, der hjælper både enkeltprivatpersoner, enkelterhvervspersoner (f.eks. medarbejdere, ledere, konsulenter, psykologer, læger, sygeplejersker etc.) og alle slags grupper (f.eks. et par, en familie, klasse, et hold, band, team, en afdeling, ledelse, institution, organisation, virksomhed etc.), har været undervejs i 30 år.

Siden 1980´erne har visse udenlandske filosoffer inviteret mennesker til at deltage i samtaler, hvor der filosoferes sammen angående personlige og almenmenneskelige spørgsmål, udfordringer, kriser og temaer i det hele taget. Der er altså tale om en virksomhed, der tilbyder noget, som umiddelbart minder om de tjenester vi kender (f.eks. psykologi, psykiatri, terapi, sjælesorg, rådgivning, coaching etc.). Der er da også mindre ligheder, men det er indledningsvis vigtigt at fastslå, at filosofisk praksis har en helt anden grundstruktur og form end de gængse tjenester.

Filosofisk praksis har lange historiske rødder. I over 2.000 år har filosoffer stillet sig selv til disposition som samtalepartner for enkeltpersoner og grupper, der har stået i el. over for livs- og arbejdsnære spørgsmål, temaer, udfordringer og kriser. Allerede førsokratikerne (fællesbetegnelsen for de filosoffer, der levede i det gamle, antikke Grækenland før og i nogen grad samtidig med Sokrates), de første filosoffer vi kender, som vi også kalder “de ældste græske naturfilosoffer”, der ellers er kendt for at have filosoferet over verdens ophav (naturfilosoffernes fællestræk var den opfattelse, at der findes en enhed el. et grundprincip bag den mangfoldighed, vi erfarer i verden, samt at virkeligheden skal forklares rationelt snarere end mytologisk), var rådgivere i politiske spørgsmål. Sokrates tilbød sin hjælp som samtalepartner til dem, der ønskede at reflektere over vigtige livsspørgsmål. Senere, i hellenistisk og romersk tid, opstod to vigtige filosofiske bevægelser – epikuræismen og stoicismen – som begge fokuserede på, hvordan man vha. filosofien kunne få det bedst mulige liv.

Fra middelalderen og frem mod nytiden blev filosofien, med universiteternes opståen, tiltagende et universitetsfag. Den blev “akademiseret” el. gjort til en akademisk disciplin, og det var nu ikke længere så tydeligt at se, hvordan de problemer den behandlede angik det virkelige liv uden for universiteternes mure. Dette ser vi – desværre – i dag, i helt tilspidset grad, idet filosofien er blevet gjort utilgængelig for det almindelige menneske, hvis liv den ellers rent faktisk oprindeligt var tiltænkt at hjælpe og forbedre.

I perioden fra middelalderen og frem finder vi dog stadig filosoffer både indenfor og udenfor universiteterne, som beskæftigede sig med livsnære menneskelige spørgsmål. Men tendensen var alligevel, at filosofien som virksomhed blev tilknyttet universiteterne, og spørgsmålene som de “akademiske filosoffer” (disse kan ses som direkte modsætning til livsfilosoffer i praktisk henseende el. “praktiske filosoffer”, som de filosofiske praktikere) arbejdede med, blev i stadig større grad tekniske og specialiserede. Følgelig var filosofien ikke længere til for livet, men til for videnskaben – hvorfor dens spørgsmål blev vanskelige, ofte tangerende til umulige, at forholde sig til for de fleste mennesker.

Som i middelalderen var det stadig, da den tyske filosof Gerd Achenbach åbnede den første filosofiske praksis, i den lille tyske by Bergisch Gladbach i 1980´erne. Achenbach ønskede at skabe en filosofisk gren el. bevægelse med relevans for almindelige mennesker og deres spørgsmål, udfordringer, kriser og temaer. Han ønskede tilmed en virksomhed, som var dialogisk el. samtalebaseret. Dem, som kom til filosofisk praksis, skulle ikke mødes med forelæsninger og pensumlister ligesom ved universiteterne. De skulle inviteres til samtaler, hvor temaet skulle være deres eget liv, tanker, drømme, visioner, udfordringer og erfaringer.

Achenbachs virksomhed kan ses som en videreførsel af en gammel livsfilosofisk retning indenfor filosofien. Samtidig var der noget epokegørende nyt ved det, han gjorde. For første gang havde en filosof åbnet en praksis, hvor hvem som helst kunne bestille tid og komme med egne spørgsmål, for at få dem belyst i en dialogisk samtale. Det nye var – i hvert fald i fht. til den akademiske tradition – også Achenbachs insisteren på, at samtalerne han havde, var filosofiske, og at samtaler med almindelige mennesker om livsnære problemstillinger, kunne være et selvstændigt arbejdsområde for filosoffer.

Den nye bevægelse spredte sig nu hastigt. I Norge åbnede Anders Lindseth en filosofisk praksis i Tromsø omkring 1990. Helge Svarre og Henning Herrestad – også nordmænd – har arbejdet med filosofisk praksis siden 1997. De har sågar arbejdet for opbygge filosofisk praksis som et tilbud i hele Norden.