Glemmer vi overspringshandlingerne?

18 jul

Mange betegner ”overspringshandlinger” som noget dårligt, men jeg vil argumentere for at det ikke er tilfældet – og at de derimod er nødvendige – og jeg påstår, at dem (og ”dem” er der åbenbart mange af), der har den holdning, er så stressede, at de også stresser over at blive stressede, hvis de laver overspringshandlinger.

 

Hvorfor gør de så det?

 

Fordi de i deres tænkning og selvopfattelse er blevet overtaget af samfundet – først og fremmest uselvstændiggjorte gennem påvirkning til uselvtænkning:

 

Mener man, at overspringshandlinger er noget dårligt, bliver man også stresset, når man laver dem – og mener man derfor at overspringshandlinger er ”stresshandlinger”, så er det fordi, man er blevet hjernevasket til at tro, at det er forkert og nærmest usundt at holde ’pauser’. De færreste har i denne forbindelse tænkt over, at ”konkurrencestaten” mest af alt er den enkeltes konkurrence med sig selv! Den enkelte er blevet hjerneskurret til at tro, at denne ikke har et valg og må tænke selv.

 

Den største utopi, vi i vores selvfærdsutilfredsstillede samfund lever i, er troen på, at vi skal ”oppe os”, for ikke at blive overhalet af ”andre” og ”udviklingen”. Det er fuldkommen tåbeligt og tossedårligt at leve sådan – dybest set i konkurrence med sig selv men blot fordi man har glemt sig selv – i en religiøs blindhed over for at vores ”udvikling” er den enkeltes ’indvikling’.

 

Hvornår får man sine bedste tanker?

og

Hvornår kan man huske noget?

 

Man får sine bedste tanker, når man flytter sig, rejser sig eller går sin vej – ændrer stilling eller sted – fokus – lige dér, hvor man helt har glemt dét, man skulle være koncentreret om; er ”indbildt ukoncentreret”, fordi man er koncentreret om noget ”andet”: så kommer – via ”de af samfundet konstaterede ligegyldige og unyttige overspringshandlinger” – alt det, som man troede kun ”koncentrationen” kunne bringe en; så kommer det smidige, det spændende, det man kan huske og det virkeligt forbedrende – dét, der skaber ’fremskridtene’: dét, der ændrer godt. ’Det egentlige’.

 

Hvornår kunne man huske noget?

 

Når noget er ægte godt, behøver man ikke at være bange for at glemme det. Så behøver man ikke at være bange for, at man ikke når at skrive det ned i huskebogen. Af det kan vi så måske slutte, at alt det, vi ikke kan huske, ikke er godt eller nødvendigt? Sådan er det dog ikke 1:1, kun overvejende (i denne kontekst).

 

Hvad er så alt det gode og det, som ikke blokerer for det egentlige, vi skal nå, vi skal huske på?:

 

At overspringshandlinger er noget dårligt, skal vi huske at skrive ned til allersidst i glemmebogen.

 

At ville blive koncentreret om noget andet, frigør muligheden for at kunne koncentrere sig om dét.

 

Overspringshandlinger vælger man selv at blive stresset over, hvis man ikke vil nå det, man kan.

 

Hvis vi glemmer overspringshandlinger, forstår vi ikke at deres ”omveje” er ’genveje’ til handling.

 

 

 

*Mit debatindlæg blev også bragt i Jyllands-Posten d. 24/7-2018:

https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE10759915/overspringshandlinger-kan-vaere-den-nyttige-omvej-til-at-blive-klogere/

+

i Information d. 10/8-2018:

 

No comments yet

Leave a Reply