Filosofisk antropologi, 0.1 Sjæl-legeme-problemet

26 maj

Når det mere specifikt angår forståelsen af mennesket, har hverken idealismen el. materialismen stået stærkest gennem tiden. Det har tværtom dualismen:

Mennesket er blevet forstået som et dobbeltsidigt væsen bestående af både et materielt legeme og en ikke-materiel sjæl. Specielt Descartes’ udgave af dualismen har været og er stadig overskyggende: En udstrakt “ting” el. substans (her legemet), res extensa, som er i forbindelse med en tænkende “ting” el. substans (her sjælen), res cogitans.

Denne opfindelse døbte den britiske filosof Gilbert Ryle (1900-1976) i 1949 med velvalgte kritiske ord “the ghost in the machine”. Mange erfaringer underbygger dualismen, specielt vores skelnen ml. det indre og det ydre. Som det bedste eksempel herpå har vi den indre og private følelse, som udelukkende følelsens ejer kan opleve, kontra de ydre udtryk for en følelse. Dog var man på Descartes’ tid allerede opmærksom de store tankemæssige problemer, som dualismen er forbundet med:

1) Først og fremmest er det svært at forstå, at der kan være en årsagsforbindelse ml. sjæl og legeme, når de to substanser ikke har én eneste egenskab til fælles. Følgelig forsøgte man også at erstatte Descartes’ vekselvirkningsteori med teorier som occasionalismen, ifølge hvilken det er Gud, der forårsager smerten, når vi slår os, el. den præetablerede harmoni. Sidstnævnte bud plæderer for, at Gud, da han skabte det enkelte menneske, samstemte hændelserne i den materielle verden med hændelserne i personens oplevelsesverden, forstået på den måde, at enhver materiel påvirkning af personens legeme blev forbundet med et oplevelseselement, og – omvendt – at enhver viljeshandling hos personen blev forbundet med legemlige bevægelser.

2) Endvidere bliver andre menneskers sjæleliv noget, vi kun har adgang til via en analogislutning: vi slutter fra vores eget tilfælde (hvor f.eks. oplevet vrede oftest ytrer sig i, at vi også bliver røde i hovedet, spænder i kroppen osv.) til at en anden er vred, når hun agerer på samme vis. Hertil kommer så bare lige det “men”: er en baby, som øjensynligt reagerer på sin mors smil, i stand til at drage en sådan analogislutning?

Dualismens klart største nutidige alternativ er materialismen. Vel har man bortkastet den form for materialisme, hvor det sjælelige er identisk med legemlige bevægelser (påstanden om, at ordet “vrede” er ensbetydende med: at være rød i hovedet, spænde i kroppen osv.), altså behaviourismen. Men i stedet sværger man til en identitetsteori (bl.a. den australske filosof David Mallet Armstrong (f. 1926) i 1968), hvor ordet “vrede” ikke betyder, men henfører til processer i centralnervesystemet (evt. forbundet med en bestemt adfærd). Sagt anderledes – og på en meget naturvidenskabelig måde – så er vrede det samme som bestemte processer i centralnervesystemet, på linje med vand der er det samme som H2O.

Men også materialismen er forbundet med store tankemæssige problemer:

Eksempelvis rummer identitetsteorien den konsekvens, at menneskelige handlinger er identiske med kropslige bevægelser og processer i centralnervesystemet. For er kropslige bevægelser nu også det samme som optræden el. opførsel? Der er jo en væsentlig forskel på, at mine arme løfter sig (kropslig bevægelse), når jeg i noget tid har presset mine hænder mod dørkarmene, og når jeg løfter mine arme i vejret til en koncert (handling) for at udtrykke min begejstring for sangen. M.a.o.: bevægelser har årsager, mens handlinger ikke har årsager, fordi personer har grunde til deres handlinger.

Oplagt har man formuleret en alternativ monistisk opfattelse, den monistiske personteori, hvor personer og deres handlinger må forstås som særegne, dvs. ikke ud fra unuancerede almenbegreber om det legemlige og det sjælelige (bl.a. den franske filosof Maurice Merleau-Ponty (1908-1961) i 1945 og den britiske filosof Peter Frederick Strawson (1919-2006) i 1959). En handling indeholder en intentionalitet (rettethed), hvorfor den hverken er noget blot ydre og legemligt-materielt (thi noget sådant kan ikke indeholde en rettethed mod noget) el. noget blot indre og oplevelsesmæssigt (thi rettethed implicerer altid noget ydre, da den er en rettethed mod noget andet i rummet). Ækvivalent hermed kan en følelse som forlegenhed heller ikke opfattes som noget blot indre el. noget blot ydre. Forlegenhed er et udslag af en handling, der mislykkes. Personer er således handlende størrelser, centre, hvorfra handlen udgår. “Person” er et rudimentært begreb, hvor man først i anden omgang kan skelne ml. noget som er “mere ydre” og noget som er “mere indre”. “Handling” er ligeledes et rudimentært begreb, hvor man først i anden omgang kan skelne ml. “en inderside” og de kropslige bevægelser.

Dualismen fordrer en skarpere skelnen ml. fysiske og psykiske sygdomme end den monistiske personteori. Den monistiske personteori – derimod – åbner for den mulighed, at sygdomme har et dobbeltaspekt: både et fysisk-fysiologisk aspekt og et psyko-socialt aspekt. Dette sygdomssyn har åbenlyst konsekvenser for, hvordan vi skal forebygge og behandle: kroppen som et menneske og ikke en maskine er noget andet – KROPPEN ER DET, JEG ER.

No comments yet

Leave a Reply