Er lokalsprog ikke ’mangfolkelighed’ og nationalsprog ’mangelfolkelighed’?

17 mar

Nå, hvad drejer det sig om? Det drejer i hvert fald ikke rundt om noget. Det, jeg her siger, drejer nu rundt inde i den største virkelighed, vi har: sproget.

Sproget er oftest u-mærke-ligt men nu og da også mærke-ligt. Det er altid ’mærkeligt’, når det lyder anderledes. Hvordan ’anderledes’? Anderledes end det flertallet i en større eller mindre kontekst taler. Taler man anderledes, bliver man også betragtet som anderledes, fordi sprog er identitet. Sådan er det, i det ydre og fælles forståede, men taler man ikke som det fælles ”rigtige”, er man ikke bare anderledes end normen – man er i virkeligheden helt sig selv, fordi ens dialekt udtrykker ens indre måde at tænke og være på: ens identitets integritet.

 

Dansk

Vi er i Danmark, det nogle kalder København. Eller jeg bor åbenbart i ”Det rigtige Danmark”, idet jeg bor i København. Her hvor jeg er, kan vi godt lide at være, imens vi føler, der er plads til alle: jyder, fynboer, lollikker, bornholmere osv. Vi vil gerne være mangfoldige – i hvert fald udadtil, hvis man ser på diskursen. ’Mangfoldig’ er en flydende betegner, vi er letsolgte til, eftersom ikke mange er officielt uenige i, at: ”Vi skal være mangfoldige!”. Bemærk ordet ”være”. Vi vil gerne være mangfoldige, men vi har ikke en fælles definition af, hvad det er – og vi har heller ingen fælles forståelse af, hvordan vi skal handle, for at vi får mangfoldighed. Det lyder rigtig godt og ordentligt ligesom ’frihed’ og ’demokrati’, men det er ikke et ord, vi har gjort til uofficiel virkelighed.

Hvordan gør man ord til virkelighed? Ved at snakke mindst muligt. Ord er tanker, og vil man have dem som virkelighed, må man gøre dem. Italesætningers, diskursers, retoriks og politiks ytringer er mest af alt sofismer, der giver os indtrykket af, at vi har en bestemt virkelighed: det er form, der ser ud som indhold, ergo bare re-former, der i sig selv ikke er virkelighed. Det bliver de først, når vi borgere begynder at tænke, forstå, udtrykke og handle dem som virkelighed. Det gør vi ofte, uden at tænke over, at de ikke behøver at være vores virkelighed eller dem, vi er.

Vi har et valg, og vi har et ordvalg. Det er faktisk det samme. Med de ord, vi vælger at bruge, vælger vi, hvad vi gør i livet. Vælger vi at bruge andres ord, begynder vi at tænke og opføre os som dem – det være sig debattørers, politikeres og populæridolers ord – vi bliver som dem. Ikke helt men mere end vi mærker: vi er blevet umærkelige for andre, og vi umærker os selv, når vi bruger andres ord; når vi bruger andres ord, falder vi aldrig udenfor fællesskabet og bliver bemærket. Bliver vi ikke bemærket løbende, kommer vi i tvivl om, hvem vi er – men vi kan kun blive bemærket, hvis vi bruger vores egne ord og handler med dem: sigerbliver os selv. Vi får selvskab, idet vi skaber – bliver – forandrer – den, vi er, gennem det vi med os selv siger til andre.

Vi vil gerne være noget udadtil, helst det vi er indadtil, men udadtil er vi aldrig den, vi er indadtil, vedvarende – vi er den kun i instantane berøringer af andre, der kan fange os med ind i dem. Disse af andre absorberede strejf gør, at vi kan blive lært at kende. At blive lært at kende af andre, som vi gerne vil lære at kende, er det, vi helst vil. Meget kvalitativt forsvinder dog i vores næste – og uden for vores styring – mentale spring væk oplevelsen af det. Det kvalitative, er det indre, vi i udtryk kan give andre et indtryk af. Det kvalitative ”ligger” altså ikke ”mellem” os og andre – det er (tautologisk) på en anden måde end det kvantitative – for det er en mærke-lig oplevelse, dvs. noget, der opstår men dog i næste øjeblik, efter det ikke længere mærkes, kun bemærkes og ikke med samme intensitet giver følelsen af et kendskab til noget eller en, der er noget andet eller en anden. Nietzsche siger i Ecce Homo (1888): ”Man bliver, hvad man er”, men da vi mennesker er sociale og kommunikerende, gælder snarere: ”Du bliver, hvad du er for andre”. Dette må gælde, eftersom vi i vores virkelighed, der jo primært er sproglig, ikke kan blive nogen, hvis der ikke er andre. Hvem vi er, handler om, hvem andre synes, vi er – men kan man være nogen for andre, hvis man ikke er en for sig selv?

Præfikset ’eks-’ stammer fra det græske ’ex’, der betyder ’ud af’ eller ’ud fra’. Så hvis man skal ’eks-istere’, skal man altså være ude – faktisk ude af sig selv! For at være i balance med dig selv og omverdenen, i balance med dig selv i omverdenen – som du ikke kan ses uafhængigt af – skal du simpelthen være ude af dig selv! Det er en krævende manøvre, som skal være pågående, for ellers bliver du ikke ved med at være. Kierkegaard siger: ”Dit indre skal blive dit ydre” – ellers findes du ikke! Det er ikke nok at blive dit indre i dit ydre én gang, det skal ske hele tiden, fordi du hele tiden ændrer dig lidt indeni. Ifølge Kierkegaard er ’hin enkelte’ eller (på nudansk) ’den enkelte’ i bestemt form hele tiden ”i sin vorden”, for er den i ”sin uvorden”, er den noget ubestemt – så er den enkelte ikke! Omverdenen er således kodeordet i sprogeksistentialismen: den enkelte kan ikke eksistere sprogubemærket af omverdenen.

Tidligere skrev jeg (her sammenkogt): ”for at være sig selv, skal man tale som sig selv”. Præciseret bliver dette nu: for at blive sig selv, skal man tale som den, man er. Da sprog er uløseligt knyttet til identitet, og man kun taler, hvis der findes andre, er man nødt til at tale som den, man er, hvis man vil blive sig selv. Det er den sande integritet – det er virkeligheden for den enkelte. Dyr kan ikke tale, så de bliver aldrig nogen, de er noget. De er allerede i omverdenen – de er omverdenen – fordi de ikke har et tænkesprog, kun et instinktsprog. Når man har et ’tænkesprog’, har man konstant udfordringen: at være uden for omverdenen, samtidig med at man har valget mellem, at man kan gå ind i den eller blive uden for den. Vil man ind i den, og eksistere ligeså meget som dyr, må man vælge at sige noget som sig selv. Man har – som sagt – et ordvalg: livet er et ordvalg mellem at vælge sig selv som en selv eller vælge sig selv som en anden. Det er mindst krævende at vælge sig selv som en anden, og mest krævende at vælge sig selv som en selv.

 

Norsk

Norsk adskiller sig meget fra sine brødresprog, dansk og svensk. Norge dyrker og hylder som det eneste af de tre lande dialekter: dialekter er et plus, fordi man i Norge er glad for indbyrdes forskellighed. Sprog og sprogforskelle vedrører i høj grad identitet, og med sin dialekt står man i Norge inde for, hvor man kommer fra, er stolt over at repræsentere sin hjemstavn qua sin dialekt, og man anerkendes af dem, man møder, som ’sig selv’ qua sin dialekt. Man kan derfor sige, at denne indbyrdes forskellighed faktisk forener.

Hertillands bliver dialekter overvejende set som normafvigende og endda til tider ”eksotiske” (f.eks. hvis man som jyde eller fynbo støder på ’en (énsidig) københavner’, eller omvendt) – hvilket også er fuldt ud eksplicitteret i det gængse og ofte brugte begreb ’rigsdansk’, som både bevidst og underbevidst styrer danskeres sprogbrug. I ansættelsesøjemed ser arbejdsgivere det dog ofte som et fortrin, at man taler jysk og fynsk frem for særligt københavnsk men også andre sjællandske dialekter, idet man opfattes som mere troværdig, loyal og disciplineret.

Svenskere har en pendant til rigsdansk, nemlig ’riksspråk’, men de taler mere dialekt end danskere. Ikke så meget som i Norge, hvor dialekter er med fremme i medier, men de er stadig mere åbne for sprogforskellighed end i Danmark, idet de i højere grad værner om dialekter og ikke kontrollerer eller fortrænger men sammenligner med rigssproget. I Danmark har man dog i de senere år blødt lidt op for overfokuseringen på rigsdansk i medier, specielt værter og komikere i knap så standardiserede underholdningsprogrammer har fået friere tøjler. Når det er sagt, så kan man, hvis man skal stille tingene skematisk op, ret evident konkludere, at der i Danmark og Sverige (som sagt i jævnere grad) er en helt anden tematik på spil, end man ser i Norge:

Natursprog vs. Kultursprog

Et kunstsprog som rigsdansk eller svensk riksspråk er jo en artefakt, noget kulturfrembragt, der har fået forrang frem for individernes naturlige dialekter. Man kan også argumentere for, at dialekter, som de udvikler sig, er kulturlige – forstået som ’små kulturer i den store kultur’ – men det må ligge nogenlunde objektivt fast, at de stadig er mere naturlige end et overordnet vedtaget nationalsprog, der ikke i samme grad påskønner de forskellige egnes dialekter, dvs. lokalsprog.

 

Selvsprog

Jeg vil vurdere de norske sprogbrugere som paradoksale – men i konstruktiv forstand: på samme tid er de både mere sprogligt åbne indadtil og udadtil end danskere og svenskere; indadtil plejer de i fællesskab forskellige dialekter, mens de udadtil er bedre til at forstå dansk og svensk, end danskere og svenskere er til at forstå norsk og hinandens sprog. Det sidste skyldes højst sandsynligt den kortere selvstændighed, det norske sprog har haft i forhold til det danske og svenske sprog, men – i min optik – er de to fremhævede evner et klart udtryk for bedre sprogforståelse, hvis sprog drejer sig om bedst mulig selv-, andre- og verdensforståelse. Hvad skulle det ellers dreje sig om eller i?

Diskussionen om et standardsprog handler om respekt for sprogets væsen, men så er vi på det ydre niveau. Det inderste niveau er vi på, hvis vi mener, at sprog handler om respekt for individets væsen. Et subjekts holdning til sprog er ligeså subjektivt som subjektet selv. Men med et ’rigssprog’, hvor man ikke må tale ”anderledes” eller ”mærkeligt”, bliver det som subjekt sværere at have en identitet, der går indefra og ud med en klangbund af integritet. Identitet er jo en ydre motivation for et menneske; vi vil alle sammen gerne have en bestemt identitet – en form af os selv for andre. Den bliver dog bare langt mindre synlig, hvis indholdet i den ikke er integritet, men frygten for at falde udenfor og fange folks opmærksomhed; det er et selvmodsigende projekt. En strengt opdragende sprogstandard, der end ikke tillader sjov i frikvarterene men garanterer mobning, giver ikke et stærkt subjekt; hvis sproget ikke er mangfoldigt, bliver folkets styrke ikke mangfoldighed. Er der mange danskere, der helst ikke vil tale deres naturlige sprog, som sig selv?

Er lokalsprog ikke ’mangfolkelighed’ og nationalsprog ’mangelfolkelighed’?

No comments yet

Leave a Reply