En fænomenologisk, kognitiv læsning af udvalgte digte i Søren Ulrik Thomsens City slang – med særlig opmærksomhed på den æstetiske forms betydning for virkeliggørelsen af et postmoderne subjekts identitet og eksistensnærvær

7 jan

Indledning

…et ønske om at forstå̊ og analysere sproget som et materiale der gør det muligt at gestalte egenartede verdener.”[1] Således beskriver Thomas Illum Hansen[2] i Poetik og lingvistik (2006) sin ambition med fænomenologisk læsning. Han fremsætter hypotesen:

den kognitive vending inden for de seneste årtiers forskning i sprog og udviklingspsykologi kan bruges til at vende op og ned på̊ det strukturalistiske syn på forholdet mellem sprog- og litteraturvidenskab til fordel for et fænomenologisk der gør det muligt at forankre tekstanalysen i en tværvidenskabelig grundlagsteori om sproglig og førsproglig betydning.[3]

Denne anslåede vej skal jeg ned ad i min læsning af udvalgte Søren Ulrik Thomsen-digte fra hans postmoderne digtsamling City slang. Det handler om ikke primært at fokusere på det strukturalistiske autonomiprincip, hvormed sproget opfattes som et selvberoende system der skal beskrives indefra, til fordel for heteronomiprincippet der plæderer for, at både sprog og litteratur refererer til og er funderet i noget andet end sig selv, e.g. bevidsthedsakter. Ifølge TIH kan man dog ikke helt forkaste autonomiprincippet, det bliver i stedet et spørgsmål om hvordan man skal fortolke strukturerne og forholdet mellem sprog og erkendelse kommer helt i centrum.[4]

I Poetik og lingvistik har TIH sammentænkt kognitiv sprogteori og fænomenologisk litteraturteori med det formål, ”at udvikle en tekstanalytisk praksis der gør det muligt at kombinere en fænomenologisk nærlæsning med en sproglig analyse”. Ifølge TIH udskiller både kognitiv sprogteori og fænomenologisk litteraturteori ”et kognitivt grundlag der gør det muligt at redefinere forholdet mellem sprog- og litteraturvidenskab”.[5]  De to retninger kan forenes i en fortolkning af sproglige strukturer som kognitive gestaltstrukturer, der er grundet i en førsproglig, kropsliggjort perception af omverdenen. Med denne inspiration kan mit formulerede problem:

Hvordan virkeliggør Søren Ulrik Thomsens City slang-digte i storbyens blå identitets- og eksistensfraværstomrum æstetisk-formmæssigt et nærværende postmoderne subjekt? besvares.

For 80´er-lyrikerne med Thomsen gjaldt to centrale aspekter: storbyen og kroppen. De tog sig til opgave at erkende det blå storbytomrum som 70´er-generationen havde efterladt og fravriste det betydninger. ”Rummet” afledte en tabsoplevelse, der indebar eksistentielle grundproblemer som manglende identitet og livsnærvær. Udfaldet blev et stærkt fokus på den æstetiske form og produktion af viden som ikke fandtes i lyrikerne, men i skrivningen. Grundtanken i projektet var, at subjektet kun er til qua kroppen og kun i skriveprocessen eksisterede man. Hverken før eller efter. Så tog identitetsløsheden og fraværet over igen. Betydningerne lå kun i sproget. I overført og æstetisk forstand bliver der ergo i grunden tale om, at ”kroppen” ikke er den fysiske krop, kroppen er sproget. Den eneste eksistensform, der kan etableres, er med sproget som materie. Via en førsproglig, kropsliggjort perception af omverdenen, skriver man sig i skriveprocessens ordtidsrum fra eksistentiel tomhed og selvfravær frem til en nærværende betydningsvirkelighed.

 

1. Den fænomenologiske metode

1.1. Fænomenologiens filosofiske fundament

Fænomenologisk metode betegner overordnet ”en række tilgange til litteraturen, der har det til fælles, at de er forankrede i en filosofisk tradition og teoriudvikling, der blev grundlagt af den tyske filosof Edmund Husserl: fænomenologien.”[6] Som enhver anden ”-logi” er fænomenologien en ”lære”, men helt specifikt ”læren om fænomener”, dvs. ”det, der viser sig” for et subjekt. Den beskæftiger sig altså ikke med virkeligheden i sig selv – das Ding-an-sich (jf. filosofiske fagtermer) – men virkeligheden som den fremtræder ”for” os, das Ding-für-uns.

Ifølge denne bevidsthedsfilosofi kan vi aldrig nå ind ”i” og erkende virkelighedens ting. Udgangspunktet er bevidsthedens perception, dvs. dens erkendelse af ”virkelighedens ting”, de billeder eller forestillinger den danner sig herom, via sanserne. Følgelig bliver det et spørgsmål om ting som de unikt viser sig for det enkelte subjekt: hvad er tingen-for-dig?, hvad er tingen-for-mig?

Særligt for bevidstheden er dens intentionalitet. Den er altid rettet mod noget, dvs. et fænomen eller en ting. Desårsag må den fænomenologiske litteraturmetode også tage udgangspunkt i en beskrivelse af den oplevede tekst; den måde hvorpå teksten umiddelbart og rent viser sig for subjektet under læsningen.[7] Dette har nemlig essentiel betydning for den videre analyse og fortolkning, og først bagefter skal forudsætningerne for tekstoplevelsen undersøges refleksivt.

 

1.2. Fænomenologisk læsning

Fænomenologisk læsning har, fordi den koncentrerer læserens opmærksomhed på tekstens ”verden”, ligheder med nykritikkens nærlæsning og dekonstruktionens ”langsomlæsning”. Men det, er så også det, eftersom de tre tilgange giver læseren noget forskellige outputs.

Fænomenologisk læsning handler om teksten som den viser sig for det subjekt der læser den. Der hvor denne adskiller sig radikalt fra de andre metoder, er på ét bestemt punkt: forestillingsrummet. De fleste litterære metoder tager som regel et klart standpunkt: enten har de forfatteren i centrum, teksten i centrum eller læseren i centrum. Med den fænomenologiske læsning er det imidlertid mere subtilt. Som sagt anerkender den, at teksten har en virkelighed i sig selv, men samtidig erkender den, at det ikke er muligt at nå ind i og erkende denne. Den tekstvirkelighed læseren kan erkende, er derfor den tekstvirkelighed som umiddelbart viser sig for læseren. Idet jeg begynder at læse, etablerer jeg et forestillingsrum om teksten for mig som faktisk kun eksisterer, imens jeg er i gang med at læse teksten; et udstrakt tidsligt nu, hvor teksten viser sin virkelighed for mig, idet jeg danner min forestilling om dens virkelighed. Den fænomenologiske læsning har desårsag både teksten og læseren i centrum qua læserens opmærksomhed på den tekstvirkelighed, der viser sig for læseren. Man kan tænke det sådan, at teksten har sit eget indhold, som læseren aldrig kan erkende helt, men til gengæld kan læseren erkende en form af tekstens virkelighed, der hverken er gennemført objektiv og ej heller subjektiv, men respekterer begge parter ligeligt.

Filosoffen Roman Ingarden udarbejdede i sit værk Das literarische Kunstwerk (1930) som den første en litteraturfænomenologi. Hermed har han på kraftig vis inspireret de henholdsvis moderne og postmoderne litteraturtilgange: nykritikken og receptionsæstetikken, der dog efterhånden er traditionelle. I nykritikken har man fundamentalt anvendt Ingardens lagteori, dvs. ”teorien om at det litterære værk består af flere selvstændige lag[8]. Og i receptionsæstetikken har man som centrale begreber overtaget: ubestemthedssteder, tomme pladser og læsningens konkretion.

Ingarden vægter, som jeg også ønsker og ser som den sande litteraturlæsning, tekstens autonomi og heteronomi ligeligt. Modsat går nykritikken og receptionsæstetikken til for store yderligheder ved at vægte henholdsvis tekstens konstruktion og læserens reception. Fejlen er, at der ikke opnås det allermest essentielle i litteraturlæsning: samspillet mellem tekst og læser i form af en læseroplevet tekstvirkelighed. Læsning og litteratur handler primært om oplevelse, hvorfor nykritikken og receptionsæstetikken bliver henholdsvis for apparatrammetilpassende og for erfaringsrammetilpassende. Det spontane og virkelige æstetiske udgår med disse to metoder, der er alt for nivellerende og efterrationaliserende. Som TIH skriver i Poetik og lingvistik skal man undgå ”at reducere det litterære værk ud fra enten en subjektivistisk og læserorienteret tilgang eller en objektivistisk og værkorienteret tilgang[9].

Ingardens kæphest er, at teksten er heteronom fordi dens betydning er funderet i perceptionsskemaer og dermed en førsproglig livsverden, og at den er autonom fordi den samtidig er et artikulationsniveau for sig, en funktionel-intentionel helhed, der fordrer en selvstændig beskrivelse.[10] I Poetik og lingvistik paralleliserer TIH Ingardens fænomenologiske semantik og senere teorier om sprogets fundering i kognitive processer, perceptionen og kommunikationssituationen. En sådan fænomenologisk, kognitiv metode er mit grundlag.

 

1.3. Fænomenologisk, kognitiv læsning

Inspireret af TIH vil jeg på City slang-digtene anvende kognitiv stilistik på grundlag af en fænomenologisk poetik[11]. ”Kognitiv stilistik” indebærer, at jeg vil analysere den unikke brug af almen leksikalsk og grammatisk semantik på grundlag af kognitiv lingvistik. ”Fænomenologisk poetik” står for den selektivitet, at såvel som jeg vil inddrage den del af kognitiv lingvistik der ækvivalerer det fænomenologiske tegnbegreb, så vil jeg også anvende kognitiv lingvistik inden for det fænomenologisk-hermeneutiske begreb om stil, værk og fortolkning.[12]

Hovedindvendingen mod den fænomenologiske litteraturtilgang er, at den overfokuserer på den sansebundne oplevelsesdimension[13]; at sproget og skriften ikke vægtes, at genreeksperimenter og intertekstualitet der snarere knytter an til traditionen end til den oplevede verden ignoreres og at skrifteksperimenter der stræber efter at tømme sproget for et repræsenteret oplevelsesindhold undervurderes i forhold til skriftens sanselige fremtrædelse. Men en proper litteraturfænomenologi fortaber sig ikke i en sansetåge, så den ikke kan se litteraturens egenskaber og væsentligheder.

I TIH’s fænomenologiske, kognitive læsning ses den almene konstitutionsteori omsat i en særskilt analyse af tekstens unikke konstitution.[14] Han opstiller fortolkningsprincipper og argumenterer for en nærlæsningsstrategi, der drager nytte af den systematiske indsigt i det litterære værks prototypiske opbygning. Metoden inddeler han i fire faser:

1. Konkretion: Den første læsning er en ”konkretion”, fordi den litterære tekst er en underbestemt skematisk konstruktion der fordrer en aktualisering. Konkretionen fungerer både som en komplettering inden for en horisont af læserens aktuelle viden om og fortrolighed med sprog og omverden, og som en kontekstualisering i den udstrækning tekstens umiddelbare modstand byder læseren at måtte opsøge viden. Læsningen har en særstatus som første skridt i en fænomenologisk fortolkning, ud fra det ideal, at læseren lader den skematiske overbestemthed, der kan udløse en fremmedoplevelse, lede kompletteringen og kontekstualiseringen.

2. Deskription: Næste skridt er at etablere et beskrivelsesforhold til det konstituerede – altså til ”det intentionelt projicerede genstandslag” som det fremstår efter læsningen i ”den (ingardenske) perspektiviske forkortning” – og til de konstituerende elementer der drager opmærksomheden. Idealet er en foreløbig, hverdagssproglig karakteristik af hændelser, handlinger, situationer, stemninger mm. og de ”undringsvækkelser” der forekommer essentielle for forståelsen af teksten.

3. Reduktion: Tredje skridt er en ”reduktionsanalyse”, der forsøger at reducere det konstituerede, dvs. føre det tilbage til de konstituerende elementer. Reduktionen indebærer hermed en opmærksomhedsændring, der tilbageforskyder fokus fra ”det intentionelt projicerede” til den overbestemthed som indledende var med til at styre læserens konkretiserende opmærksomhed. M.a.o. fungerer den på en gang som en bevidst selektiv kontekstualisering der ekspliciterer overbestemthedens implicitte oplevelses- og tekstskemaer, og som en refleksiv undersøgelse af den umiddelbare førstelæsningskonkretion der kan be- eller afkræfte denne.

4. Fortolkning: Sidste skridt er selve fortolkningen der igen fokusforskyder, nemlig fra tekstens skematiske konstruktion som en intentionel-funktionel helhed til betydningen af dens unikke under- og overbestemthed. Fortolkningen agerer således sidste kontekstualisering der kan inddrage såvel mere partikulære teorier om mennesker og adfærdsmønstre, som mere partikulær viden om forfatteren og dennes samtid – med det formål at hæve sig op over tekstens skematiske konstruktion og forstå dens specielle virkelighedskonstruktion i et større perspektiv.

Fordelen og rigtigheden ved TIH’s fænomenologiske fortolkningsmodel er, at den, i modsætning til e.g. Bo Hakon Jørgensens udspecificerede spørgeramme, ”ikke forudbestemmer hvilke konstituerende træk den fænomenologiske tilgang skal analysere”, men i stedet tydeliggør ”at fortolkningsprocessen er en selektionsproces fra første til sidste fase der, svarende til værkets over- og underbestemte karakter, på én gang udhæver og inddrager, frasorterer og kontekstualiserer[15]. Ifølge den fænomenologiske, kognitive metode bør den ”den umiddelbare førstelæsningskonkretion” være fortolkningscentrum, fordi sproglig betydning er funderet i en førsproglig semantik. Og i min optik er der da heller ikke tale om fænomenologi, hvis ikke den første umiddelbare læsnings oplevelses- og tekstskemaer former den videre læsning; subjektets oplevelsesrenhed af hvilken tekstskemavirkelighedsform der viser sig for det under førstelæsningen, er helt essentiel for overhovedet at kunne lave en fænomenologisk fortolkning. Anvender man ikke det grundprincip gennem hele den efterfølgende analyse og fortolkning, forfalder man til enten en for autonomisk eller en for heteronomisk læsning.

Som jeg var inde på i ”1.2 Fænomenologisk læsning”, så overfokuserer nykritikken og receptionsæstetikken på henholdsvis teksten og læseren. De bevirker begge en nivellering og efterrationalisering af teksten, som kvæler muligheden for den litterære fremmedoplevelse og oplevelsen af den æstetiske dimensions merbetydning, der implicerer et førsprogligt vidensniveau. En troværdig og fænomenologisk læsning ligevægter teksten og læseren, fordi det handler om en førsproglig, kropsliggjort erkendelse af omverdenen – og hvorfor også forholdet mellem sprog og erkendelse må med helt i centrum. Man har som levende eksistens altid allerede erkendt og forstået omverdenen med kroppen, inden man formulerer denne kropsførståelse (jf. mine termer) på begreber. Men de nævnte tilgange forpurrer med deres tekstapparatramme- og læsererfaringstilpasninger læserens nærmere adgang til tekstens virkelighed, ikke som den er i sig selv, men som den viser sig for læseren. På samme måde som forfatteren konstruerer en tekstens virkelighed med sit sprog, på baggrund af hans omverdenserkendelse, først sanseligt, så emotionelt og sidst rationelt (hvis man ser det figurligt), konstruerer man som læser en tekstvirkelighedsform ud fra sin tekstsprogsforståelse. Så vil man tekstens virkelighed, er det ergo under selve læsningen, hvor man som læser af tekstsproget umiddelbart og i et tidsligt udstrakt, endeligt nu erkender og etablerer en for-sig-tekstvirkelighed.

 

2. Postmodernismen og Søren Ulrik Thomsens City slang

Den litteraturhistoriske epoke, som Søren Ulrik Thomsen debuterer i med sin digtsamling City slang, kan ses som den nye generation af 80´er-lyrikeres opgør med de 70´er-lyrikere, der befinder sig i modernismens 3. fase. De tre største 80´er-lyrikere er Pia Tafdrup, Michael Strunge og Thomsen. Ifølge Thomsen selv konvergerer han og Strunge dog, selvom de er fra samme generation, der står i direkte modsætning til de relativistiske 70´er-lyrikere. Han skriver i sit essay Farvel til Det Blå Rum, at Strunges forfatterskab er utopisk præget, mens han er nihilistisk.

Om Thomsen har ret, kan diskuteres. I hvert fald kan man litteraturhistorisk om 80´er-lyrikken med sikkerhed sige, at to centrale aspekter gør sig gældende: storbyen og kroppen. Den nye generation behandler storbyen som et særligt kropserkendbart tomt rum. I Farvel til Det Blå Rum karakteriserer Thomsen det tomme rum som værende både en byrde og en mulighed venstrefløjskulturen har efterladt. Her kan man nedskrive til kroppen og – med udgangspunkt i parolen: ”Jeg er (ingen), jeg er til” – sætte fokus på manglende identitet. Formuleringen ”Jeg er (ingen), jeg er til” henviser til den forskel, at: alle levende væsner er til, men kun mennesket har mulighed for at være. Uden væren har man et eksistentielt grundproblem, som er ensbetydende med identitetsløshed eller livstomhed.

Afgørende i forhold til løsningen på dette selvuvirkelighedsproblem nævner Thomsen i sit essay, at ”tomrummet”, som han kalder det blå rum, rummer eksistentialerne, de menneskelige grundvilkår, der kun kan erkendes med den æstetiske form.[16] Han skriver videre om, at det var op til den nye lyrikergeneration, som han blev en del af, at gennemleve og fravriste det af 70´er-generationen ufortolkede rum betydninger. Der var ikke tale om et ydre tomrum, men derimod et indre tomrum hvori der er nogle betydninger man som subjekt skal fravriste det. Og dette foregik for 80´er-generationen helt nøjagtig med kroppen som sidste referent.

Det kropslige bliver m.a.o. ualmindeligt betydningsfuldt; begrebet at sanse bliver helt grundlæggende. Kroppen steder qua sin dødelighed eller endelighed mennesket i en bestemt tid og i et bestemt rum – som hjemfalden (jf. titlen på Tomsens digtsamling fra 1991) til denne fælles verden. Men det helt centrale projekt for 80´er-lyrikerne bliver så – på disse eksistentielle grundvilkår – fra kroppens point of view at gense sjælen. I denne ”overskrift” er nøgleordet ”gense”, fordi den omtalte manglende identitet er udtryk for en tabsoplevelse. Hvis man skal gense noget, er det, fordi man ved det er der, men desværre er blevet adskilt fra det. Og det ”noget”, er ikke noget man kan føle eller tænke sig frem til, nej, det må man – med udgangspunkt i sansningen og nedskrivningen til kroppen som sidste referent – indfange. Af den årsag står det også klart, at den fænomenologiske tilgang er mest passende, når man skal læse Thomsens digte. Det handler om æstetisk form og en produktion af viden som ikke fandtes i den skrivende, men i skrivningen. Teksten bliver et eksempel på en virkelighed, som man skriver frem. Ergo indebærer projektet om ”fra kroppens point of view at gense sjælen” filosofien: at være i verden er ikke = at være tilstede. Og derfor bliver begreberne eller tilstandene nærvær og fravær helt centrale. Forfatteren er fraværende, men kan fremskrive et nærvær. Ved fremskrivningen af nærvær etablerer han en identitet som eksisterer i skrivningen, fordi der i skrivningen er en viden som ikke fandtes i den skrivende.

Man sætter subjektet på spil i kraft af, at man æstetisk sætter formen på højkant. Hermed er vi tilbage ved 80´er-lyrikernes parole: ”Jeg er (ingen), jeg er til”. Det kartesiske subjekt e.g. er til qua dets tænkning, men det blå rums subjekt er kun til i skrivningen. Der gøres således op med den klassiske subjektstanke: subjektet er hverken til i kraft af, at det føler eller tænker – det er kun til qua kroppen og dermed muligheden for sansning og skrivning. Det bliver til i kraft af skrivningen, fordi betydningerne ligger i sproget: Sproget er alt. Man kan kun gense sjælen fra kroppens point of view med sproget, fordi det er sproget der indeholder alle betydninger i det tomme rum. 80´er-generationen skriver sig ned til kroppen som den sidste referent: sproget er kroppen. Temaet er altså ikke ”kroppen som den fysiske krop”, det er rent faktisk ”sproget som krop” – sproget er det materielle og dermed den krop som bliver den sidste referent. Dette viser samtidig, at vi med 80´-lyrikerne og Thomsen litteraturhistorisk er i postmodernismen.

 

3. En fænomenologisk læsning af City slang-digte og en samlingsperspektivering

Jeg vil i det følgende forsøge mig med min fænomenologiske læsning af udvalgte Thomsen-digte fra hans samling City slang. Det første digt, jeg har valgt, er Langsomt ud, der er det første digt i digtsamlingen, og ydermere kan ses som et programdigt for den.

 

Langsomt ud

Langsomt skriver jeg ordene

ét for ét går de ud på papiret

langsomt svæver koppen

fra bordet mod munden

langsomt bevæger min krop sig

fra gaden ad trappen til stuen

langsomt taler jeg mod

telefonmikrofonen

langsomt lægges din arm om min hals

mit hoved imod dit bryst –

hurtigt

slynges syn gennem øjet, lyd gennem ørets tragt

en anelse lyser i mikrosekund

et sted i nervernes net

huden tar hastigt imod

det kolde og varme, det hårde og bløde

hurtigt går alting ind

men

langsomt, langsomt

ud.

 

Hvis man på en ligetil måde – og med en fænomenologisk, kognitiv metodes ”kognitive stilistik” – vil forstå et lyrisk digt, kan man undersøge ordene i digtets leksikalske og grammatiske semantik, og på baggrund heraf forsøge at finde deres egentlige betydning og virkning i digtet. ”Langsomt skriver jeg ordene” er der ikke så meget fikumdik omkring at afkode – betydningen fremgår i sig selv. Ved ”ét for ét går de ud på papiret” bliver det dog mere interessant. For her forekommer nemlig en besjæling af ordene. Ordene menneskeliggøres simpelthen, fordi ”de går ud på papiret”. I disse to første vers anskueliggøres den konkrete skrivesituation og besjælingen skaber en sammenhæng mellem krop og sprog. Som jeg også berørte i sidste hovedafsnit om 80´er-lyrikerne, så får ordene hos dem og i deres digte slet og ret krop: de går ud på papiret.

Tankestregen efter ”bryst” i vers 10 indikerer, at der skal holdes en pause. Der er tale om en adskillelse, som tilmed understreges af at det næste ord i digtet, er ”hurtigt”. I første del af digtet til og med ”–” er bevægelsen ”langsom”, hvorefter bevægelsen skifter til ”hurtig” resten af digtet – på nær i de tre sidste vers. Digtet rummer m.a.o. tre dele: en del der har med ”langsomt” at gøre, en del der har med ”hurtigt” at gøre og så en del hvor det vender tilbage til ”langsomt”: ”langsomt” => ”hurtigt” => ”langsomt”.

I ”den hurtige del” siges først:

hurtigt

slynges syn gennem øjet, lyd gennem ørets tragt

en anelse lyser i mikrosekund

Når man kommer hertil i digtet, er det interessante ord ”anelse”. Der er en betydning i det tomme, blå rum, som man har en ”anelse (om)”, men betydningen er endnu ikke indfanget, for det er kun en anelse, der lyser i et mikrosekund.

et sted i nervernes net

huden tar hastigt imod

Brugen af ordene ”nerverne” og ”huden” afslører, at det nu drejer sig om ”den fysiske krop”. Nu er det regulært en ”menneskekrop” der er temaet, hvorimod temaet i den øverste halvdel, som jeg var inde på, er ”en anden krop”, nemlig ordenes krop. Digtet starter med ”ordene” som bevæger sig på en særlig måde. Tillige er ”munden” det centrale, idet man kan fortolke, at Thomsen – helt banalt – sidder og drikker kaffe, imens han skriver. Og ”ordene kommer langsomt ud på papiret” henviser til at skriveprocessen er langsom; når han tager koppen op til munden, er bevægelsen hurtig, men at få den ned på papiret, tager meget længere tid. Dette skyldes, at den skal bearbejdes: den fysiske sansning skal bearbejdes.

Thomsen forholder sig med sin bevidsthed til en virkelighed, og udgangspunktet er: på den ene side at sanse og på den anden side at tænke – det er sansning vs. tænkning. Tænkning rummer både ”fantasi” og ”refleksion”, som kan være enten ”emotionel” eller ”rationel”. Men hvad er så digtets virkelighed? Jf. de to første vers må det være ordenes virkelighed, som kommer langsomt ud på papiret. Dette gælder også de næste vers i digtets første del. Den videre bevægelse ned igennem digtet er, at der startes med (3. og 4. vers:) ”munden” som er et fragment af kroppen, så er det kroppen som en helhed, der (5. og 6. vers:) ”bevæger sig fra gaden ad trappen til stuen” og så er vi tilbage ved ”munden” (7. og 8. vers). Opsummeret kan man sige, at der foregår to ting: der er en, der drikker kaffe og en, der er på vej op ad trappen. Og alt dette foregår langsomt.

I 9. og 10. vers arbejder Thomsen med de to centrale begreber eller tilstande: fravær og nærvær. ”din arm om min hals” og ”mit hoved imod dit bryst” viser, at Thomsen ikke længere er alene. Dernæst kommer ”det hurtige”, som nævnt. Og endelig får vi i tredje og sidste del ”konklusionen”, som man faktisk godt kan betegne det:

hurtigt går alting ind

men

langsomt, langsomt

ud.

Alting går hurtigt ind, men langsomt ud, fordi det hele er noget der skal bearbejdes i bevidstheden. Man starter med at sanse, så tænker man – og deraf kommer skriften. Det er skriften, der peger tilbage på det at tænke og det mest oprindelige: at sanse. Hvis man læser digtet Langsomt ud i overensstemmelse med Thomsens egen æstetik, så er det essentielle: at være uden at være tilstede – han kommer først til at være tilstede i det øjeblik, det nedfældes i ord, men det er en proces som foregår inde i bevidstheden og som er ualmindelig langsom: en bearbejdning.

Jeg skrev ovenfor, at Thomsen arbejder med begreberne fravær og nærvær. Men mere eksakt arbejder han grundstrukturelt med fravær af nærvær og nærvær af fravær. Det eksistentielle mål i skriveprocessen så at sige, er nærvær, men finurligheden herved er, at ligeså snart nærværet er opnået, så truer fraværet. Han skriver sig i sine digte fra et fravær og over i et nærvær, men immanent nærværet truer fraværet, for digtet hører jo op på et tidspunkt: helt konkret når han er færdig med skrive det. Det er udelukkende inde i digtet, at denne proces kan foregå; den eksistentielle proces kan kun foregå i kraft af skriften. Dette gør sig gældende i Langsomt ud og digtet arbejder samtidig tematisk med skriften og med kroppen. Inde i digtet er der dog endnu et element – et tredje element – som sammenbinder skriften og kroppen, nemlig det ord der aldrig nævnes direkte: kærlighed. Ellers ville

langsomt lægges din arm om min hals

mit hoved imod dit bryst –

ikke optræde. Det må have en betydning. Og det handler højst sandsynligt om et par: subjektet er en mand og fraværet der nærmer sig, er en kvinde – med omfavnelsen som resultat. Men truslen er jo, at hun går ned ad trapperne igen. ”Kærligheden” fremtræder i kraft af de to begreber ”fraværet” og ”nærværet”, hvorfor man også kan slutte, at digtet er lidt mere end et ”programdigt” eller metadigt. Man kan formulere det sådan, at der er en immanent afsked i mødet mellem digtets mandssubjekt og den (antagelige) kvinde, der nærmer sig til omfavnelsen.

Og kærlighed er da rigtignok også det mere eksplicitte tema i Thomsens City slang.

 

Levende

      regnvandet driver

                       ned ad min arm

jeg er levende

         telefonen ringer

                         røret er koldt i hånden

          jeg er levende

                         græder

                    lægger min hånd

   mod min nakke

                         jeg er levende

                   porten smækker

         bilerne suser bag muren

                                      jeg er levende

   mit tøj er beskidt

                      vandet koger

                  jeg er levende

                            længes efter din stemme

          den er her ikke

        støder mod bordet

                            jeg er levende

                  kan huske lugten

i hans lejlighed

                    blæsten på stationen

                   jeg er levende

                             finder gamle digte

         breve erindringer

                            10 år 8 år 7 år 1 år

                            jeg er levende

                                             skrive til kontor

                                                                      mælken er sur

                                             jeg græder

                                             jeg er levende

                                             græder

                                             levende

 

Fundamentalt arbejder Thomsen også med en skelnen mellem det at være levende og det at være i live. Og da digtet hedder Levende bliver dette naturligvis ekstra interessant. Thomsen foretrækker den lange tillægsform. ”jeg er levende”, som han gentager igennem digtet, indikerer en erkendelse og et ønske: Thomsens subjekt er ”levende”, men ville gerne være ”i live”; ”jeg er levende, men jeg lever ikke”. Essensen hele vejen igennem digtet er netop denne insisterende gentagelse af ”jeg er levende”. Når man insisterer så meget på at være levende, som Thomsens subjekt gør i digtet, så er det faktisk ensbetydende med, at det ikke er i live; subjektet prøver hele tiden på at bekræfte sig selv, fordi det ikke føler sig i live på den rigtige måde. Det handler om det, som jeg berørte i sidste hovedafsnit angående 80´er-lyrikerne, nemlig deres slagord: ”Jeg er (ingen), jeg er til”. Digtet udtrykker den paradoksalitet, at et subjekt er til, men at det er (ikke-nogen), dvs. identitetsløst, hvorfor det faktisk ikke ”lever”. Vi præsenteres for et subjekt, der er i dyb splittelse:

på den ene side er det ”et talende subjekt”, der hele tiden ved at udtrykke ”jeg er levende”, insisterer på, at det er der, men desværre uden at være tilstede – og derfor optræder subjektet på den anden side samtidig som et objekt ned igennem digtet.

regnvandet driver

ned ad min arm

= jeg sanser, ergo er jeg levende

         telefonen ringer

                         røret er koldt i hånden

er også en sansning. At man mærker noget på den måde fysisk, er et udtryk for, at man kan mærke man er levende – subjektet bliver via sansning mindet om, at det er levende. Og her bliver 7. vers yderst interessant, for i det står: ”græder”. Men det er ikke subjektet der ”græder” i præsens, for der står ikke ”jeg græder”. Der er tale om en adskillelse, hvor der iagttages at objektet græder. Samlet er det et udtryk for, at subjektet i digtet på en og samme tid er fraværende og nærværende. I denne modus undersøger subjektet sig selv hele vejen ned igennem digtet. ”græder” optræder to gange i digtet, nemlig også i det næstsidste vers. I forhold til de sidste fire vers, så er subjektet nærværende i fjerde- og tredjesidste vers, hvor der siges

                                             jeg græder

                                             jeg er levende

men i de to sidste vers

                                             græder

                                             levende

er det fraværende igen – og det slutter altså fraværende. Dette kan føres tilbage til, hvad jeg skrev ovenfor, da jeg behandlede Langsomt ud. I digtene skriver Thomsen sig, som sagt, fra et fravær til et nærvær, men immanent nærværet truer fraværet hele tiden, fordi digtet ophører. Denne eksistentielle skriveproces får vi med største tydelighed demonstreret her i de to sidste vers af Levende, eftersom et objekt ”græder levende”: et subjekt som er fraværende iagttager sig selv græde levende, nøjagtig idet digtet ophører.

Udover det fraværende subjekt, objektet, og det nærværende subjekt skal vi dog også bemærke, at der umiddelbart figurerer ”en tredje person” i digtet, nemlig i 22. vers. I 21. og 22. vers står

                  kan huske lugten

i hans lejlighed

men det mener jeg nu ikke, at man skal lade sig forvirre synderligt af og begive sig til at tolke for udsøgende på. ”hans” er simpelthen subjektet, der betragter sig selv fra en endnu større afstand end som ”et fraværende subjekt der iagttager sig selv som et objekt”. Det er gledet over i det højeste fravær, hvor det betragter sig selv som var det ”alvidende” – længst muligt væk fra sansning og derfor mest muligt tænkende; subjektet er et øjeblik den totale rationelle refleksion, der er fuldstændig fantasi- og følelsesforladt, hvorfor det er mindst muligt subjekt og mindst muligt sansende[17] – for så allerede i næste vers, vers 23, at kunne mærke ”blæsten på stationen”, dvs. sanse at det er levende (igen), men stadig ikke helt tilstede, hvorfor det i vers 24 gentager:

”jeg er levende”.

I vers 25, 26 og 27 er subjektet igen fraværende

                             finder gamle digte

         breve erindringer

                            10 år 8 år 7 år 1 år

men kommer så, vha. læsning af sine gamle digte, breve og erindringer nedtællende fra ”10, 8, 7 og til 1 år”, til sig selv eller ”finder” sig selv. Det blå rums subjekt er jo kun til i skriveprocessen, så ved at læse sin egen skrift fra 10 år tilbage og op til 1 år inden, bliver det ”up to date” med hvem, det er, så at sige, og næsten fuldstændig nærværende – og kan nærmest ”mantragentage” (vers 28:) ”jeg er levende”.

Og i 29. vers

                                              skrive til kontor

kan vi qua skiftet til navnemåden ”skrive” se, at subjektet begyndende er tilstede i nuet og dermed mere nærværende end hidtil i digtet, hvor det – sanseligt forstået – har skiftet mellem tilstandene fravær, nærvær og helt fraværende. Kort tid efter at have været helt fraværende, minder det nu nærværende og ”dosmerseddelagtigt” sig selv på, at det skal ”skrive til kontor”, og forstærker nærværet ved at ”skrive” det, jf. at det blå rums subjekt kun er til i skriveprocessen, og kan videre på den mest ”spontanbanale” og dagligdagsagtige måde ”smage” at

                                                                      mælken er sur

som samtidig også er det næstmest sanselige fænomen, subjektet oplever i hele digtet. Men totalnærværet

                                             jeg græder

                                             jeg er levende

slutter, som jeg har været inde på, i thomsensk stil, og lige når det er begyndt, med fravær

                                             græder

                                             levende

fordi digtet slutter.

I 31. og 32. vers skal det bemærkes, at ”græder” og ”levende” – med ”jeg” foran – er blevet stillet parallelt og lige for første gang i digtet. ”græder” har kun fremtonet en gang tidligere i digtet og det uden, det foranstillede ”jeg” som ”levende” ellers har haft. En af de tilstande, hvor man mærker sig selv som allermest levende, er når man græder. Når man græder, kan man sige, at man ”sanser sit selv” – det er både sjæl og kropslighed sammen- og opkørt i en uhyre intens tilstedeværelse: sjælens smerte komme direkte ud som fysiske, sansbare tårer, der er helt håndgribelige beviser på at man eksisterer, netop fordi ens sjæls smerte selv har forårsaget disse tårer. Og her står det klart, at Thomsens subjekt virkelig ”genser sjælen fra kroppens point of view”, som jo var 80´er-lyrikernes helt centrale projekt. Der findes næppe noget mere eksistentielt end at græde. Man kan fysisk mærke, at man lever, når man er ude i en kraftig regn, som slår på huden og gennembløder, men den indre regn er det, man mærker allermest. Jo mere ondt man har – og særligt i sit indre – desto mere mærker man, at man lever. Det er først i sansningen af egen smerte, at man rigtig eksisterer. Man kan ikke som et kartesisk subjekt slutte, at man eksisterer blot fordi man tænker. Ikke i det blå rum i hvert fald. Titlen på Johannes Møllehaves Det skal mærkes at vi lever siger det egentlig meget godt, hvis man omformulerer den: vi lever hvis vi mærker det. Så føler vi os mere end levende, vi føler os i live. Som skrevet indledende om dette digt, Levende, så ønskede Thomsens subjekt sig allermest ikke bare at være ”levende”, men at være ”i live”. Forskellen på ”levende” og ”i live” var, at som ”levende” er man fraværende, mens man ”i live” er nærværende. Og når man som ”jeg” ”græder levende”, er man, som sagt, mest i live, i thomsensk forstand, og er det i et kort øjeblik, for fraværet lurer altid immanent nærværet – og har det endelige, eksistentielle overtag.

Jeg har gennem min fortolkning af Thomsen-digtene haft fokus på, at kroppen er den sidste referent – for Thomsen er der kun den i livet eller tilværelsen. Herudover er der kun en ting som med sikkerhed findes, nemlig døden. Alt, i livet med kroppen som sidste referent kan derfor karakteriseres som et ”fravær af det endelige”, modsat hvad den kristne ville hævde. Den kristne ville hævde, at livet er ”fraværet af det uendelige” og at der er et liv hinsides døden. Men det gør Thomsen altså ikke. Hvis det eneste der med sikkerhed findes udover kroppen som sidste referent i livet, er døden, er der jo intet hinsides døden. M.a.o. må Thomsens udgangspunkt være nihilismen, som han også selv hævder i Farvel til det blå rum. Sådan fortolker jeg det i hvert fald, i forhold til hans ”blå tomrums-tid”. I dag, 30 år efter, hævder manden selv, at han nu er både digter og kristen, men ikke kristen digter, og at det, hvis noget kristent måtte skinne igennem hans digte, hverken er tilsigtet eller utilsigtet. Han digter som han er, og det gjorde han også dengang.

 

4. Diskussion

Skåret helt ind til benet består denne opgave i at læse en litterær tekst og afdække det litteraturhistorisk epoketypiske i den – med det formål at vælge en passende metode, som man så analyserer og fortolker teksten med. Med den anvisning er man stillet en opgave, der forsyner en med mange handlingsmuligheder, eftersom der findes adskillige litteraturmetoder.

Hvis man holder af, værdsætter og har forstået hvad litteratur er, mener man, at litteraturtilgange som e.g. nykritikken og receptionsæstetikken, der har præget analyse- og fortolkningsdiskursen henholdsvis siden 60´erne og 90´erne (i Danmark), fornægter deres brugere den rene litteraturoplevelse – populært sagt ”læserens spontane oplevelse af og glæde ved litteraturens forskellige tekster” og i fagsprog ”den litterære fremmedoplevelse og oplevelsen af den æstetiske dimensions merbetydning”. Problemet er, som sagt, at nykritikken er for objektivistisk og at receptionsæstetikken er for subjektivistisk. De to tilgange synes ikke at have forstået, at læsning og litteratur handler om det, jeg vil kalde for mellemværen, hvor man dialektisk i lige mål tilgodeser læseren og teksten, således at der kan opstå en mellemverden, hvori man kan opleve og erkende noget, som man ellers ikke kan. Ligesom i en samtale mellem to mennesker, hvor de to participanter kommer længere og højere op i niveau eller i hvert fald et andet sted hen, som de ikke ville være kommet alene. Dette er i høj grad en moderat hermeneutisk tankegang, som jeg plæderer for. I en rigtig forstået fænomenologisk-hermeneutisk proces sker der en sammensmeltning af en objektiv horisont og en subjektiv horisont: under læsningen etableres der i samspillet mellem tekst og læser en tekstvirkelighed som læseren oplever som halvt en anden, halvt sin egen – men ikke desto mindre som en helhedsverden, hvori denne er fuldt integreret, medlevende og -skabende.

I min opgave har jeg vist, at en fænomenologisk læsning med fokus på det kognitive element er særdeles passende til Thomsens City slang-digte. Det er den, fordi forholdet mellem sprog og erkendelse er helt centralt i 80´er-lyrikernes erkendelse af det blå rum. De kan kun træde i eksistens via skriveprocessens momentane ordkrop, som har sin oprindelse i førsproglig, kropsliggjort sanseerkendelse af omverdenen som både de og læseren har. Forfatterens værk er slutproduktet af denne ”kropsførståelse” som alle mennesker har tilfælles, efter han har tænkt over den i en rum tid og endelig nedfældet det på skrift. Men forfatteren og læseren erkender ikke omverdenen helt ens og forfatteren formulerer sin erkendelse i et lidt andet sprog end læseren, som det så er op til læseren at erkende med sin sprogforståelse. Sådan er det med litteratur (og sprog generelt: sprog er erkendelse som skal erkendes med sprog) – den nære sammenhæng mellem sprog og erkendelse er grundforbindelsen mellem værk og læser. Og dette gælder således i særlig tilspidset grad, når man læser Thomsens City slang. Det vigtigste er æstetisk at forstå, hvordan formen er adgangen til at opleve hans oprindelige sanseerkendelser på tættest mulig hold. I hans digtersprogs ord på papiret ligger de betydninger, som har givet ham betydninger i hans eksistentielle skriveproces, hvori han skrev sig frem til en virkelighed af identitet og nærvær. Når man læser hans digte fænomenologisk og med denne kognitive opmærksomhed, erkender og etablerer man ud fra sin digtsprogsforståelse en digtvirkelighedsform, som er det tætteste man kan komme på digtenes virkelighed og Thomsens oprindelige sansede virkelighed. Men med nykritiske og receptionsæstetiske læsninger forpurres ens oplevelse af den æstetiske merbetydning og det førsproglige vidensniveau i Thomsens digte, fordi de vægter tekstens konstruktion og læserens reception. Med dem kan man ikke erkende sin egen form af digtenes virkelighed og man er fjernt fra menneskets ægte erkendelse, som er bedst tjent med den fænomenologiske, kognitive metode i litteraturøjemed eller – til virkeligheden – hvad man også kunne kalde en perceptionsæstetik.

 

5. Konklusion

I indledningen spurgte jeg, hvordan Søren Ulrik Thomsen i City slang’s eksistentielle, blå 80´er-lyrikerstorbytomrum virkeliggør sit postmoderne subjekts identitet og livsnærvær?

I min læsning, der er inspireret af den fænomenologiske, kognitive metode, har jeg med udvalgte Thomsen-digte vist, hvad der var 80´-lyrikernes centrale projekt. Med udgangspunkt i opfattelsen, at skriveprocessen er det eneste, der kan etablere den manglende betydningsvirkelighed som 70´er-generationen steder dem i, skriver de sig – kun under digtningens momentanitet – fra et rungende identitetsløst fravær og over i et livsfyldende nærvær. Det blå rums subjekt er kun til qua kroppen, som er forudsætning-en for at det overhovedet har mulighed for at sanse og udtrykke sine sansninger ved at skrive. Det, har intet andet materie, hvormed det kan træde i eksistens, end sproget. Dets krop er ergo i sidste instans ikke fysisk, men sproget: helt eksakt det igangværende skriftlige digtersprog. I de to led, der er mellem sansning og ”det skrivende digtersprog”, henholdsvis følen og tænken, eksisterer det rent faktisk ikke ægte. Disse er kun bearbejdningsled, som indebærer identitetsløshed og fravær – der er det kun levende og ikke i live. Identitet og nærvær etableres imens sansning, der opleves som gående hurtigt ind, efter langsom tænkning, i den eksistentielle digtskriveproces går ud på papiret som subjektvirkelighed.

Det er således en ende-gyldig affære at være blårumssubjekt. Men særligt i henseende til Thomsens City slang, fordi han, som jeg har bestemt, indtager en nihilistisk position. Med den livsanskuelse, at kroppen er sidste referent og at tilværelsen er fravær af det endelige, kommer døden uundgåeligt til at være særdeles nærværende i livet, modsat hos e.g. en kristen, der med sin tro på et liv efter døden, lever i fraværet af det uendelige; temaet for det nihilistiske individ bliver naturligt, at afskeden konstant og livsintensiverende lurer, mens det kristne individ tror på gensyn, der faktisk livsnivellerer. Man kan sige, at nihilistens livsværdi bliver dødsnærværets livsnærvær.

Så udover at Thomsen generelt i sine samlinger arbejder med det her fravær af nærvær og nærvær af fravær, rummer hans City slang-digte altså mindst et lag mere: dødens nærvær, der intensiverer livet. Dette kan fremtolkes via det mere eksplicitte tema, som jeg var omkring i min læsning, nemlig kærligheden. Den kærlighedsrelation til en kvinde i form af en afsked, som opleves løbende igennem digtsamlingen, er dybt beslægtet med døden. Man siger regulært, at der er en form for død i enhver afsked, og jeg vil sige, at:

Af alle afskeder i livet er ingen så dødende som kærlighedens afsked.

Opgaven ender nu med en udbygning af en tidligere pointe, som jeg har omformuleret: livet er ikke ondt, men det gør ondt at være i live. Her henviser jeg selvfølgelig til den Møllehave-bogtitel, jeg sidst i min læsning af Thomsens digte vendte og omskrev til: vi lever hvis vi mærker det. ”Jeg græder i kærlighedens afsked over fraværet af min elskede (”for endeligt”, ja, ikke ”for evigt” jo, hvis man er nihilist), som dør noget i mig”; det levende subjekt i live genser momentant i kærlighedens afskedsgråd sin døende sjæl fra kroppens point of view. En pointe, der eksplicit og bogstaveligt kan underbygges med, at Thomsen – utvivlsomt bevidst intertekstualiserende – i samlingen betitler et andet digt efter et hittende tysk schlagernummer[18], der udkom året forinden City slang:

Abschied ist ein bißchen wie sterben

 

 

6. Litteraturfortegnelse

Bech Albertsen, Anita: Et tekstanalytisk mellemværende: En fænomenologisk litterær metode. http://static.sdu.dk/mediafiles//Files/Information_til/Studerende_ved_SDU/Din_uddannelse/phd_hum/afhandlinger/2010/Anita%20Bech%20Albertsen.pdf, 2010.

Fibiger, Johannes m.fl. (red.): Litteraturens tilgange. Academica, 2010.

Hakon Jørgensen, Bo: Intentionalitet. Syddansk Universitetsforlag, 2003.

Illum Hansen, Thomas: Poetik og lingvistik. Om forholdet mellem kognitiv lingvistik og fænomenologisk litteraturteori. http://laeremiddel.dk/wp-content/uploads/2012/07/Phd-Thomas-Illum-Hansen-Poetik-og-lingvistik.pdf, 2006.

Ulrik Thomsen, Søren: Farvel til Det Blå Rum. Kritik nr. 91/92, 1990.

Ulrik Thomsen, Søren: Samlede Thomsen. Gyldendal, 2014.

 

Noter

[1] Illum Hansen, Thomas: Poetik og lingvistik. Om forholdet mellem kognitiv lingvistik og fænomenologisk litteraturteori. http://laeremiddel.dk/wp-content/uploads/2012/07/Phd-Thomas-Illum-Hansen-Poetik-og-lingvistik.pdf, 2006, s. 5.

[2] Benævnes fremover TIH

[3] Ibid., s. 1.

[4] Ibid., s. 2.

[5] Ibid.

[6] Fibiger, Johannes m.fl. (red.): Litteraturens tilgange. Academica, 2010, s. 99.

[7] Bech Albertsen, Anita: Et tekstanalytisk mellemværende: En fænomenologisk litterær metode. http://static.sdu.dk/mediafiles//Files/Information_til/Studerende_ved_SDU/Din_uddannelse/phd_hum/afhandlinger/2010/Anita%20Bech%20Albertsen.pdf, 2010, s. 109.

[8] Poetik og lingvistik, s. 6.

[9] Ibid.

[10] Ibid., s. 7.

[11] Ibid., s. 193.

[12] Ibid.

[13] Ibid., s. 199.

[14] Ibid., s. 226.

[15] Ibid., s. 227.

[16] Ulrik Thomsen, Søren: Farvel til Det Blå Rum. Kritik nr. 91/92, 1990, s. 11.

[17] Stilistisk underbygges dette yderligere ved, at

i hans lejlighed

som det eneste vers i digtet, udover første gang ”jeg er levende” optræder (3. vers), står helt til venstre. Idet Thomsen begynder at skrive et digt (som han jo gør i Levende’s vers 1-3), med det formål at skrive sig frem til et nærvær, er han også næsten fuldstændig reflekterende og i hvert fald totalt fraværende i sin eksistens.

[18] I 1980 komponeret af Ralph Siegel, der bl.a. er meget kendt for Eurovision-vindende Ein bißchen Frieden, og sunget af Katja Ebstein.

No comments yet

Leave a Reply