0. Hvad er metafysik?

16 maj

Metafysik er en spekulativ størrelse, der er ud over fysikken (meta = ‘ud over’) og som sådan prøver at udgrunde noget fundamentalt om det, der findes, det værende – nå til grunden af virkeligheden.

Vi har en “hverdagsvirkelighed”, hvor en mangfoldighed af ting fremtræder for os. Og så har vi virkelighed-en, der er grunden hvorpå, vi lever, og som vi nu gerne vil prøve at forstå. Der er altså med metafysikken ikke tale om nogen udsyret og abstrakt virkelighed el. virkelighedsforståelse, der adskiller sig fra el. transcenderer vores hverdagsvirkelighed, sådan som man (desværre) ellers tit hører den omtalt. Metafysik skal forstås som værende i vores virkelighed, men er blot ikke synlig på den måde, vi normalt forstår synlighed. I denne forbindelse kan man bare tage et helt konkret eksempel, der foregår i samme sfære som vores allesammens hverdag:

Vi sætter blindt vores lid til naturvidenskaben som noget mere sikkert og rigtigt end filosofien og dens metafysik. Men der skal vi være klar over, at uden metafysiske påstande kan naturvidenskaben og alle dens undersøgelser ganske enkelt ikke udøves. Naturvidenskabsmændene kan nemlig ikke være uenige i, i hvert fald én metafysisk påstand, nemlig universets eksistens. Universets eksistens er en uomtvistelig forudsætning for, at naturvidenskaben overhovedet kan åbne sit forskningsfelt; for at naturvidenskaben kan åbne sit forskningsfelt, må den nødvendigvis have en objektiv virkelighed, der er tilgængelig for undersøgelse. Det er et klart faktum, at: fundamentet for naturvidenskab er metafysikken – i form af metafysiske påstande.

Således oplyst, går vi nu videre. Lige nu sidder jeg i min hverdagsvirkelighed, midt i virkelighed-en. Foran mig fremtræder en Mac med skærm og taster, som jeg hygger mig med at skrive lidt godt og essentielt om metafysik på til jer på. Mac’en står på et skrivebord, jeg sidder ved, på en skrivebordsstol, og til venstre for Mac’en står en dampende varm, sort kop kaffe, som jeg kan lide det. Videre fremtræder baggården for mig, når jeg kigger ud af vinduet. Her ser jeg en kat på magelig og missende slentretur under et træ, og bag det tårner bygningen sig op, så jeg ikke kan se jorden, men kun lige kan nå at få et lille snip af den frigørende lyseblå himmel.

Et centralt område for metafysisk undersøgelse er spørgsmålet om, hvordan vi kan nærme os en forståelse af virkelighedens mangfoldighed, dvs. hvordan vi kan arrangere og inddele denne virkelighedens mangfoldighed. Med udgangspunkt i netop de beskrevne ting, som fremtræder for mig, er den mest oplagte, hverdagslige inddeling at skelne ml. det menneskeskabte (kultur) og det naturgivne (natur). Og det naturgivne kan igen inddeles i det ikke-levende (jord og himmel), det levende (katten og træet) og mennesker (her: mig).

Naturens treinddeling oplever vi mennesker som helt fundamental. Dette skyldes, at vi føler, at den indebærer en kortlægning af virkeligheden, som går fra det simple og basale til det mere komplekse og højere. Men det forstås sådan, at jord og himmel og andet ikke-levende er former for det stofligt-materielle, som også indgår i levende størrelser som træer og dyr og mennesker. Af disse levende størrelser er det liv, der er i træerne, den mest simple form, mens dyrene udgør en lidt mere kompleks form og mennesket den mest komplekse livsform. Virkeligheden kan følgelig forstås som niveaudelt på denne måde:

 

Bevidst liv                Mennesker

Animalsk liv            Dyr

Vegetativt liv         Planter

Ikke-liv                     Stof/materie

 

Denne virkelighedsopfattelse stammer faktisk helt tilbage fra den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles (384-322 f.Kr.). Jf. hans pluralistiske virkelighedsteori består virkeligheden af en mangfoldighed, der er ordnet i niveauer efter kompleksitet. Dette er syn dominerer det verdensbillede, vi handler ud fra i hverdagslivet, idet vi behandler sten, vækster, dyr og mennesker på yderst forskellig vis.

I filosofien har der imidlertid været en udpræget tendens til, at tænke anderledes om virkeligheden, nemlig at søge noget enhedsmæssigt bag mangfoldigheden – en énhed i flerheden. I denne søgen efter en fællesnævner for alle tællere/i alting har man enten énsidigt fokuseret på det stofligt-materielle, hvilket vil sige, at man har en materialistisk virkelighedsopfattelse, hvorefter alt i virkeligheden består af en form for det materielle, el. man har fokuseret på det bevidsthedsmæssige/åndelige, og man hævder da en idealistisk virkelighedsopfattelse, hvorefter alt er af idémæssig el. åndelig art. Den idealistiske monisme har såmænd været hovedstrømmen i den vestlige filosofi fra Platon (427-347 f.Kr.) over den kristne middelalderfilosofi frem til nyere tids filosofi fra filosoffen og matematikeren René Descartes (1596-1650) til Immanuel Kant (1724-1804) og Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831). For Platon var idéerne det sande og virkeligt virkelige/værende, som attributerer alt sansbart med virkelighed.

For middelalderfilosofien overtog Gud idéernes rolle, som givende alt sansbart realitet. Hos Descartes subjektiveres det idémæssige, idet den menneskelige selv-bevidsthed gøres til fundament for forståelsen af virkeligheden – en opfattelse som Kant viderefører og som Hegel transformerer til en tanke om ånden og dennes udvikling som det gennemgående i hele virkeligheden.

Versus den idealistiske metafysik har vi materialismen, der egentlig formuleredes allerede i antikken af Demokrit (460-370 f.Kr.) og som opblomstrer med det naturvidenskabelige gennembrud (f.eks. Thomas Hobbes (1588-1679)) – og som brager igennem efter Hegel ved særligt den revolutionære socialist og samfundsvidenskabsmand Karl Marx (1818-1883).

Niveauteorien om virkeligheden fordrer en forskellig holdning og grad af hensyntagen til de størrelser, der udgør virkeligheden. Teorien korresponderer med vores hverdagsintuitioner på dette område: vi har nemlig i hverdagslivet en intuitiv fornemmelse af, at de forskellige typer kræver forskellige grader af hensyntagen. Det er naturligt, at vi i vores handlen må tage hensyn til andre mennesker og deres behov og planer. Det er ligeså naturligt for os (dog desværre ikke for alle), at vi må tage hensyn til dyr, der er i stand til at føle “psykisk” smerte. Dyrplageri er forkert. Og endskønt vi ikke ved, om et dyr kan mærke noget overhovedet, mener vi, det er forkert at slå et dyr ihjel, medmindre der er gode grunde til det, såsom vores fødebehov. Samtidig er vi ikke i tvivl om rangordenen: vores liv er mere værd end dyrs og langt mere værd end mikroorganismers. Denne inddeling er der sikkert visse indvendinger imod (også fra undertegnede), men kendsgerningen er, at det er sådan vi i vores kultur primært opfatter virkelighedens livsformer.

No comments yet

Leave a Reply