For det hænger sammen – som intet andet. Deler du din og andres tid, manipulerer du også dig selv og andre til at tro, at livet kan deles. Dit og andres liv kan ikke deles i arbejdsliv og fritidsliv, for et liv er et helt liv. Gør du det, deler du dig selv og andre mennesker. Men I er ikke forskellige mennesker, f.eks. ”arbejdsmennesket”, ”familiemennesket” osv. – I er hele og ægte mennesker! Du er ikke bare tilfreds, men mere lykkelig, hvis du oplever meningsfuldhed i livet, som også er arbejdslivet. Og dine ansatte vil med sikkerhed arbejde, så din virksomhed eller institution klarer sig meget bedre, hvis du som leder kan give dem de forhold, der giver dem følelsen af meningsfuldhed i deres liv. Vil du det?

*Jeg bruger andre og nye kvalitative og kvantitative metoder og undersøgelser, når jeg for og hos dig og jer samler data, som jeg analyserer og rådgiver om med konkrete praktiske løsninger til, hvordan:

De fleste af livets dage bruger du dine første og friskeste vågne 8 timer på dit arbejde. Hvis du ikke oplever dit arbejde som meningsfuldt, bruger du altså det meste af dit liv på noget, du med sikkerhed vil fortryde – for den grundlæggende fortrydelse af ’De 5 fortrydelser’, vi mennesker har, når vi ligger på vores dødsleje, er: “Jeg fortryder, at jeg arbejdede så meget.”

En anden livsfortrydelse er: “…at jeg ikke tillod mig selv at være mere lykkelig.” En tredje er: “…at jeg ikke havde modet til at udtrykke mine følelser mere.” En fjerde: “… ikke i højere grad levede mit liv ud fra mine egne præmisser og mindre ud fra andres forventninger.” Femte: “…ikke holdt kontakten til mine venner.” Vil du det?

At fortryde er ikke at nyde sit liv. Du yder bedst, hvis du nyder. Logisk, men åbenbart ikke nok, for vi glemmer det som menneske, ansat og leder. Vores følelser er selvsagt ikke logiske. Så vi burde ikke have en omverden, som forventer at vi skal argumentere for, hvorfor vi er den, vi er og hvorfor vi vil lave det, vi kan lide. Det vil vi ligeså selvsagt kun, fordi det kun giver mening for os. Vi er rationalistisk forførte til, at ting skal gøre nytte og give udbytte, før vi har os selv og hinanden med.

Er ”at være med” ikke bare en fin vending, som vi indimellem bruger i klichéflæng og idealitet – uden at komme til kernen af, hvad vi egentlig er og vil? Jo, oftest, siger min erfaring som Praktisk Filosof. Men sådan behøver det ikke at være: Hvis du finder ud af, hvad der er dét meningsfulde for dig og begynder lave dét, sker det. Men hvis du virkelig vil det, kræver det, at du finder dét, der virkelig har betydning for dig – og den vej går kun gennem dine følelser, for ellers finder du aldrig ud af, hvad du har lyst til. Man kan igen sige, at det siger sig selv. Det er nemlig rigtigt. Desværre siger det kun sig selv. Det er min erfaring som Praktisk Filosof. Det har altid været og er stadig kun for det meste noget, vi siger, uden at tænke os om og uden at have tænkt os om:

Hvordan gør vi det?!

Vi er også pligtopfyldende – talende og derfor tænkende arbejdsmarkedets sprog – vænnet til, at det handler om at have nogle værdier og få lavet et værdigrundlag, som vi skriver flot på arbejdspladsens hjemmeside og derfra antager eksisterer, fordi det nu står der! Igen spiller fornuften os et puds – vi glemmer, at vi egentlig er følelsesvæsener. For vi alle kender, at der sjældent tjekkes op på, om vi egentlig efterlever det. Derfor ender vi med at efterarbejde intet og oplever meningstomhed. Det gør os ikke lykkelige og måske ikke engang tilfredse, som vi burde kunne minimumsforvente af et arbejde, der tager vores første og friskeste timer hvér dag. Det er ikke godt nok, at livet og arbejdet er ”godt nok”!

Hvornår går det op for dig i livet, som ansat i arbejdslivet og som leder?